"

Når jeg tænker mig om, så tænker jeg på Checkpoint som et lille sikkerhedsnet, der ligger for en person, der er lidt usikker. Tag hen i Checkpoint, der føler du dig i sikre hænder, og du bliver ikke dømt for noget som helst.

Bruger i Checkpoint

Checkpoint - test og rådgivning for dig

I Checkpoint vil vi gerne gøre det nemt for dig at blive testet eller få rådgivning om hiv og andre sygdomme, som kan smitte, når man har sex.

Vi er her fordi, vi kan se, at der er nogle grupper, som har en større risiko for at få hiv og kønssygdomme. Samtidig kan vi se, at de langt fra altid får den hjælp, de har behov for. Det vil vi gerne lave om på.

Når du kommer i Checkpoint, møder du engagerede rådgivere, som gerne vil give dig en god oplevelse, og som ikke er bange for at tale om sex og seksualitet. Vi er professionelle – og samtidig har vi hjertet med.

Hvis du har været hos os før, kan du gå direkte videre og booke en tid til test – ellers læs mere om vores tilbud.

Test dig selv: Bør du få en test?

Vi har udviklet en lille test, hvor du hurtigt og nemt kan se, om det er en god idé at du bliver testet i Checkpoint.

Her får du også svar på, hvad du kan blive testet for. Tag testen. Det tager kun nogle få minutter. Du får selvfølgelig svaret med det samme.

Checkpoint - vi er til for dig

Vi vil rigtig gerne se dig i Checkpoint, hvis du enten…

  • er ung i aldersgruppen 15 til 29 år
  • lever med hiv
  • er transperson eller non-binær
  • er en mand, der har sex med mænd (f.eks. bøsse, bifyr, homo eller bare en gang imellem har sex med mænd)
  • er en kvinde, som har sex med kvinder (f.eks. lesbisk, biseksuel, eller bare en gang imellem har sex med kvinder)
  • kommer fra Afrika, Asien, Sydamerika eller Østeuropa
  • har haft ubeskyttet sex med en lokal i Afrika, Asien, Sydamerika eller Østeuropa

Hvis du ikke tilhører en af disse grupper, vil vi gerne henvise dig til et andet sted, hvor du kan blive testet.