Fakta om hiv

Få det hurtige overblik og få svar på dine spørgsmål om hiv.

Hvad er hiv?

Hiv er en sjælden sygdom i Danmark med lige under 200 tilfælde om året. Der er de seneste år set et fald i antallet af hiv-tilfælde hos transpersoner og mænd, der har sex med mænd, men det er stadig den gruppe som er i størst risiko for hiv i Danmark.

Smitte med hiv skyldes et virus som kan behandles med medicin, som man skal tage resten af livet. Man dør altså ikke af hiv, men lever med hiv til man dør.

Hvordan får man hiv?

De fleste får hiv ved at have analsex eller vaginalsex uden beskyttelse. Man kan også få hiv gennem blod ved blodtransfusion eller deling af kanyler, men det er ikke rigtig noget, vi ser i Danmark.

Hvordan smitter hiv?

Hiv findes i kropsvæsker som sæd, skedesekret, analsekret, blod og modermælk. Man skal altså have hiv ind i blodbanen, typisk via rifter eller sår i slimhinderne, som oftest opstår gennem sex som analsex.

Man får ikke hiv ved at få sæd eller blod på huden og man kan heller ikke få hiv ved at få oralsex eller kysse, kramme, dele mad eller toilet.

Hvordan forebygger man hiv?

Hiv forebygges ved at bruge beskyttelse ved sex, som kondom eller pillen PrEP (Pre-Exposure Prophylaxis). Lever man med hiv og er i medicinsk behandling, kan man ikke smitte med hiv. Slet ikke. Mennesker, der lever med hiv og er i behandling kan også få børn uden at smitten bliver overført til børnene.

Er man transperson eller en mand, der har sex med mænd, giver det god mening at blive testet for hiv regelmæssigt. Særligt hvis man har flere forskellige partnere og ikke altid bruger kondom eller PrEP.

Hvad er symptomerne på hiv?

Cirka 50% oplever symptomer som feber, influenzalignende symptomer, nattesved, udslæt og ondt i halsen 2-4 uger efter man er blevet smittet.

Hvordan foregår en test for hiv?

I Checkpoint kan du blive testet for hiv, hvis du er transperson, en mand, der har sex med mænd eller hvis du har været i særlig risiko for smitte. Her taler du med en rådgiver, som er vant til at tale om køn, krop og seksualitet. I finder sammen ud af, om det giver mening for dig at blive testet.

Vi tager et par dråber blod fra din finger, og du får resultatet med det samme. Testen er sikker 28 dage efter du har været i risiko for hiv.

Hvordan behandler man hiv?

Får man hiv kommer man i behandling med antiviral medicin med det samme. Nogle skal tage én pille om dagen, hvor andre skal til flere. Man skal tage sin medicin resten af livet.

Når man har taget sin medicin i cirka 6 måneder, vil langt de fleste være velbehandlet, hvilket betyder, at man ikke kan give hiv videre til andre. Heller ikke hvis man har sex uden kondom.

Smitteopsporing

Det er god stil at informere dine sexpartnere om, at du har fået hiv, så de kan blive testet. I Checkpoint hjælper vi dig gerne med at informere dine sexpartnere anonymt, hvis du synes det er svært.

Gode råd om hiv

Hvis du har flere forskellige sexpartnere og ikke altid benytter kondom eller PrEP, er det en god idé at blive testet for hiv, hvis du er transperson eller en mand, der har sex med mænd.

Hiv og sexsygdomme kan være svært at tale om, men i Checkpoint er vi vant til at tale om sex, så ring til os på tlf. 33 91 11 19 alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00 eller bestil en tid til test på mitcheckpoint.dk. Vi glæder os til at se dig.