Sexsygdomme
Alt om hiv
Hiv er en sjælden sygdom i Danmark med under 200 tilfælde om året. Hiv kan behandles med medicin, som man tager dagligt. Og når man er i behandling, kan man heller ikke overføre hiv til andre. Faktisk kan man leve lige så godt og længe, selvom man har hiv. Læs mere om hiv her på siden.
Find alt om
symptomer
De typiske symptomer på hiv
Cirka halvdelen, der er smittet med hiv, oplever influenzalignende symptomer som:
Feber
Nattesved
Udslæt på kroppen
Ømme led og muskler
Ondt i halsen
Symptomerne kommer typisk 2-4 uger efter de har fået hiv. Hos nogle kan det minde om influenza eller kyssesyge, men mange får kun få symptomer. Den anden halvdel får ingen symptomer lige efter.
Hvis man ikke opdager, man har fået hiv, kan man senere få symptomer på svækket immunforsvar. Der kan gå 2-20 år, men typisk sker det først 8-10 år efter. Symptomer på svækket immunforsvar kan være generel træthed, vægttab, feber, hyppige luftvejsinfektioner og mave-tarminfektioner.
I tvivl om du har hiv eller andre sexsygdomme? Besøg Checkpoint eller gå til din egen læge, hvis du har haft ubeskyttet sex med flere partnere.
Smitteveje
Hiv-virus overføres via blod eller sex
Før du læser det næste, så husk, at når man har hiv og er velbehandlet, kan man ikke overføre hiv - slet ikke. Du får altså ikke hiv af at have sexpartnere, der har hiv og er i behandling.
Hiv findes i kropsvæsker som sæd, skedesekret, analsekret, blod og brystmælk. Hiv-virus overføres via blodbanerne og typisk via rifter eller sår i slimhinderne. Man kan fx få rifter ved analsex eller vaginalsex, hvis slimhinderne ikke er fugtige nok. Risikoen ved at få hiv ved oralsex er meget meget lille.
Nyfødte kan også få hiv, hvis den gravide har hiv og ikke er i behandling. Risikoen er størst under fødslen og ved amning. Hvis den gravide er i behandling og ikke ammer er risikoen nærmest nul.
Hiv kan ikke overføres gennem sved, urin eller spyt og heller ikke gennem insektbid.
Test
Sådan foregår en hiv-test
Når du besøger Checkpoint, taler du med en rådgiver, som er vant til at tale om køn, krop og seksualitet. Sammen finder I ud af, om det giver mening for dig at blive testet for hiv. Der er meget få, der får hiv i Danmark i dag. Derfor er det ikke altid relevant at blive testet. I Danmark er hiv mest udbredt blandt mænd der har sex med mænd.
Hvis du skal testes for hiv, foregår det ved et lille prik i fingeren, der laver en dråbe blod, som så testes. Du får svar efter 1-20 minutter. Det samme gælder for syfilis og hepatitis C. Testen er som regel sikker, 28 dage efter du har været i risiko for hiv.
Hvis du tester positiv for hiv hos os, henviser vi dig til et hospital, hvor du får en ekstra test. Hvis testen der også er positiv, får du hjælp til behandling. Du kan læse meget mere om det på vores side for dig der lige har fået hiv .
Hvis det ikke er relevant for dig at blive testet for hiv, kan det give god mening at blive testet for andre sexsygdomme, hvis du har haft ubeskyttet sex med forskellige partnere.
Behandling
Hiv kan behandles med daglig medicin
I dag findes der god behandling mod hiv. Nogle tager én pille om dagen, andre tager flere. Det afhænger af, hvilken medicin der passer bedst til den enkelte. Man tager medicin resten af livet. Der bliver arbejdet på en kur og en vaccine, men det er ikke lykkedes endnu.
Når man har taget sin medicin i et par måneder, vil langt de fleste være ”velbehandlet”. Det betyder, at der er så lidt virus i ens blod, at man ikke kan give hiv videre til andre. Slet ikke. Heller ikke hvis man har sex uden kondom.
Vi har samlet en guide til dig om hverdagen med hiv.
Beskyttelse
Sådan beskytter du dig mod hiv
Vi siger nogle gange, at hvis du vil undgå at få hiv, så find en sexpartner, der har hiv og er i behandling. Men der findes også andre måder at beskytte sig på. Kondom er smart, da det både beskytter mod hiv og andre sexsygdomme. Og i Checkpoint kan du få kondomer gratis, når du kommer forbi.
Der findes også PrEP , som er en pille, der beskytter mod hiv. PrEP er en pille, man tager dagligt eller efter behov (on demand) afhængig af ens sexliv. Behandlingen nedsætter risikoen for at få hiv med over 99%, hvis du tager medicinen korrekt. I Danmark har ingen, der er på PrEP, fået hiv. PrEP beskytter ikke mod andre sexsygdomme end hiv.
Har du været uheldig, kan du også få PEP . PEP er en behandling, der mindsker risikoen for at få hiv, hvis man fx har haft sex uden kondom. Behandlingen skal allerhelst begyndes inden for 24 timer og senest 3 dage, efter du har været i risiko. Jo tidligere, du tager PEP, jo bedre vil det virke.
Du er ikke alene
Tal med os om hiv
Hvis du har brug for nogen at tale med om livet med hiv, så kontakt os. Du kan tale med os, både hvis du lige er testet positiv for hiv, eller hvis du har levet længe med hiv. Vi tilbyder en-til-en samtaler og gruppeforløb for unge.
Hvis du har brug for det, kan vi også hjælpe dig med at sige det videre til dine sexpartnere, så de kan blive testet. Det foregår helt anonymt. Husk, du er ikke alene.
Ring til os
Sexsygdomme er meget almindelige, selvom det kan være svært at tale om. I Checkpoint er vi vant til at tale om sex, så ring til os hvis du har spørgsmål.
Vores nummer er +45 33 91 11 19
Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00.