Guide

Kend dine stoffer

Hvis du har sex på stoffer eller overvejer det, så er det vigtigt at kende dine stoffer. Undersøg den korrekte dosering, stoffets virkning og risici inden. Hvordan stofferne virker, vil altid variere fra person til person og afhænge af hvor meget man tager, og hvor vant man er til det.

Her på siden kan du læse om de stoffer, vi ser blive brugt i forbindelse med sex på stoffer. Du kan også se lidt af de kælenavne, der bliver brugt om stofferne. Husk at spørge, hvis du er i tvivl om, hvad du bliver tilbudt.

GHB / GBL / G / Gina / Hætter / Fantasy / Amino / Dip / Gamma

GHB blev oprindeligt opfundet som et bedøvelsesmiddel, men blev droppet de fleste steder, fordi der var for mange bivirkninger. GHB bliver også kaldt “fælgrens”, da nogle fremstiller GHB ud fra GBL, som bruges til at rense aluminiumsfælge. Men det er ikke det samme som fælgrens.

GHB bliver ofte solgt som en klar, gennemsigtig væske, men findes også som krystaller, pulver eller kapsler. GHB er smags- og duftløst. Nogle synes det har en svag sæbeagtig eller salt smag.

Ring 112 hvis du eller andre...

  • Har åndenød eller svært ved at trække vejret

  • Er bevidstløs og ikke til at vække

  • Får brystsmerter

  • Virker forvirret og ikke er kontaktbare

Vær opmærksomme på hinanden og tøv ikke med at ringe 112. Overdosis er desværre udbredt.

Crystal Meth / Methamfetamin / Meth / Glas / Ice / Krystal / Tina / T

Crystal meth er en ren krystalliseret form for methamfetamin. Crystal meth er et meget stærkt stof og meget vanedannende.

Crystal meth kan sniffes, ryges, drikkes, indtages i bomber (rullet til en kugle i papir og sluges) og som booty bombs (ligesom bombe men analt) eller injiceres (”slamming”). Måske kender du den lille glaspibe, som ofte bliver brugt? Selvom det kommer i en lille pibe, er effekten stærk.

Kokain / Coke / Flake / Blow / Cola / Snow / Sne / Shufi

Kokain kommer af bladene fra kokaplanten, som man i Sydamerika i årevis har brugt mod træthed og højdesyge. Den kokain, vi kender, bliver tilsat kemikalier i processen. Kokain fås primært som et hvidt pulver, der sniffes. Det kan også ryges, injiceres, drikkes eller spises.

MDMA / Ecstasy / Emma / E / Molly / Kix / Tøs

Ecstacy er det populære navn for stoffet MDMA. MDMA blev oprindeligt opfundet som medicin for at få blod til at størkne hurtigere, senere blev det brugt i forbindelse med gruppeterapi og efter en årrække gjort ulovligt. MDMA kommer i mange former, her i blandt som piller, pulver, krystaller og i flydende form.

Ketamin / Keta / Hest / Super-K

Ketamin er et bedøvelsesmiddel, der anvendes ved kirurgiske indgreb, især på større dyr, deraf kaldenavnet ”hest”. Stoffet virker også bedøvende på mennesker, men det kan give forholdsvis kraftige hallucinogene virkninger, og derfor bruges det sjældent i medicinske sammenhænge. Ketamin ses oftest i pulverform og kan indtages ved at sniffe, drikke, spise, ryge eller ved at injicere det.

Alt du skal vide om ”K-hole”

Hvis man tager høje doser af ketamin, kan man opleve det, der kaldes ”k-hole”, eller ”ketaminhullet”. Nogle beskriver det som en ’ud af kroppen’- eller nærdødsoplevelse. Og nogle oplever, at de ”smelter” ind i deres omgivelser.

Når man ender i et ”k-hole” har man typisk svært ved at bevæge sig eller styre sin krop og tale og respondere på omgivelserne. Nogle får hallucinationer, panikangst og paranoia, som alt sammen virker meget virkeligt i øjeblikket. Set udefra ligner det, at personen er blevet for fuld. Og øjnene kan flakke.

Husk at ringe 112, hvis personen har åndenød, brystsmerter, er bevidstløs eller ikke kontaktbar. Hvis du ved, at personen har taget ketamin, så sig det til ambulancefolkene. Så kan de hjælpe bedst muligt.

Brug for nogen at tale med?

I Checkpoint ved vi (næsten) alt om sex på stoffer. Og vi vil meget gerne tale med dig, hvis overvejer sex på stoffer eller har spørgsmål til sex på stoffer.

Vi taler om det, du har brug for at tale om. Og sammen finder vi ud af, hvad du har behov for.

Udfyld formularen, så skriver vi eller ringer dig op.

Heroin / Smack / Shit / Henry / Harry / Dope

Heroin fremstilles af opiumvalmuens saft gennem en kemisk proces. Ligesom morfin, kodein og opium. Der findes to typer af heroin:

  • Hvid heroin som er et hvidligt pulver, der kan sniffes eller injiceres.

  • Brun heroin (også kendt som rygeheroin) som kan ryges eller opløses i syre og injiceres.

Hvad er sex på stoffer?

”Sex på stoffer” eller ”chemsex” beskriver brugen af bestemte euforiserende stoffer i forbindelse med sex. Nogle kender måske kælenavnene PnP, Party And Play, ParTy💎, Chillouts eller Chills. Når vi i Checkpoint taler om chemsex, er det oftest disse stoffer, vi taler om:

  • Crystal meth / methamfetamin

  • GHB/GBL

  • MDMA/Ecstasy

  • Amfetamin/Speed

  • Ketamin

  • Mephedrone

  • Kokain

  • Heroin

Vi ved, at sex på stoffer breder sig i LGBT+ miljøet i Danmark. Vi oplever også, at flere får et forbrug, som de har svært ved at kontrollere eller som fylder for meget i deres liv.

I Checkpoint kan du tale med os, hvis du har sex på stoffer eller overvejer det. Vi har talt med mange, som har været i samme situation.

Læs mere

Mephedrone / Meph / Drone / M-CAT / White Magic / Meow meow / Bubble

Mephedrone er et syntetisk fremstillet stof, som kan minde om en blanding af amfetamin, kokain og MDMA. Mephedrone findes som kapler, piller eller pulver, som oftest sluges eller sniffes.

Amfetamin / Speed / AMF / Base

Amfetamin også kaldet speed er et kemisk fremstillet stof. Det findes som kapsler eller piller og kan tages sluges eller sniffes. Amfetamin er, som kaldenavnet "speed" indikerer, et stof, som giver en følelse af mere energi. Man kan også blive grænseoverskridende, vred og aggressiv.

Vil du vide mere?

Hvis du vil læse mere om stoffer, deres virkning og risici, kan du hoppe over på Sundhedsstyrelsens stofleksikon for unge "Alt om stoffer".

altomstoffer.dk

RIng til os

I Checkpoint er vi vant til at tale om alt om sex og sex på stoffer. Ring til os, hvis du har spørgsmål. Du kan tale med os.

Vores nummer er +45 33 91 11 19

Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00.

Ring +45 33 91 11 19