Sexsygdomme
Alt om kønsvorter
Kønsvorter er små vorter, der sidder på genitalierne. De kaldes også for kondylomer og skyldes en type HPV-virus , som kun i nogle tilfælde fører til vorter.
Her på siden kan du finde alt, du skal vide, om kønsvorter.
Find alt om
5 hurtige om kønsvorter
Du kan få kønsvorter på penis, vagina og endetarmen
Vorterne kan være både indvendige og udvendige
Kønsvorter kan behandles med hjælp fra din læge
Vær opmærksom, hvis din sexpartner har knopper/vorter ved genitalier eller endetarm
Kondom , slikkelapper og handsker er den bedste beskyttelse
symptomer
Vorter indvendigt eller udvendigt
De typiske symptomer på kønsvorter er:
• Vorter på penis, vagina eller ved endetarmen
• Vorterne kan være glatte eller blomskålslignende
• Der kan være få eller mange vorter
Vorterne kan sidde både udvendigt fx på penishovedet, i mellemkødet, på kønsløber og indvendigt fx i vagina, under forhuden på penis og i endetarm.
Hvis du har fået kønsvorter, kan det tage uger eller måneder, før vorterne bliver synlige på kroppen.
Hvis du er i tvivl, om du har kønsvorter, så kontakt din egen læge, eller ring til vores hotline.
Smitteveje
Kønsvorter overføres ved tæt kontakt
Kønsvorter overføres primært, når vi har sex, uanset om det er analsex eller vaginalsex eller hvis vi har meget tæt hudkontakt. Vær derfor opmærksom, hvis du opdager vorter eller knopper ved vagina, penis eller endetarm. Det er sjældent, at kønsvorter overføres ved oralsex.
Beskyttelse
Hvordan undgår jeg kønsvorter?
Den bedste måde at undgå kønsvorter er ved at bruge beskyttelse, når du har sex. Det kan fx være kondom , slikkelapper , handsker. Husk også at skifte kondom eller vaske sexlegetøjet, når I deler. Desværre kan kønsvorter sidde der, hvor kondomet ikke dækker, så det kan være svært at beskytte sig 100%.
Hvis du har mistanke om kønsvorter er det derfor en god ide at kontakte din læge, så du kan komme i behandling .
Behandling
Kønsvorter kan behandles
De fleste kønsvorter kan behandles med medicin, salve eller creme, som smøres på vorterne. Hvis vorterne er store eller ikke kan behandles medicinsk, kan de fjernes ved at fryse, klippe eller laserbehandle dem væk. For de fleste er det ikke nødvendigt.
Har du spørgsmål til behandling af kønsvorter?
Ring til os, vores rådgivere er klar til at svare på spørgsmål og hjælpe dig videre.
Vaccination mod HPV
Kønsvorter er forårsaget af en HPV-virus. Der findes mange forskellige typer HPV - og enkelte af dem kan give kønsvorter.
HPV indgår nu i børnevaccinationsprogrammet. Vaccinen mindsker i de fleste tilfælde også risikoen for kønsvorter. Alle børn - uanset køn - bliver ved deres 12-årsvaccination tilbudt HPV-vaccination. HPV-vaccination beskytter nemlig bedst, hvis du får den inden du er seksuelt aktiv.
Hvis du er født efter 2007, er du formentlig blevet vaccineret. Du kan se, om du er vaccineret på sundhed.dk. Hvis du ikke har fået HPV-vaccinen som en del af børnevaccinationsprogrammet, kan du få vaccinationen gratis indtil du fylder 18 år. Herefter skal du selv betale.
Er du nysgerrig på, om HPV-vaccination er noget for dig, kan du tale med os.
ring til os
Gode råd om kønsvorter og andre sexsygdomme
Sexsygdomme er meget almindelige, selvom det kan være svært at tale om. I Checkpoint er vi vant til at tale om sex, så ring til os hvis du har spørgsmål.
Vores nummer er +45 33 91 11 19
Telefonen er åben alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00.





