Tilbud til dig
Vær med i Plus-gruppen
Plus-gruppen er et frirum, hvor personer der lever med hiv, trygt kan møde andre, der også lever med hiv. Her deler vi perspektiver og sammen gør vi det svære lettere. Tilbuddet er gratis, og gruppen er et fortroligt rum.
Hvad er Plus-gruppen?
Plus-gruppen er et gratis tilbud til personer, som lever med hiv. Gruppen er for alle uanset seksualitet og køn.
Formålet er at skabe et frirum, hvor du kan møde andre, der også lever med hiv, og hvor vi sammen arbejder med at gøre det svære ved livet med hiv lettere. Når vi mødes i en gruppe, kan vi hjælpe hinanden med at se flere perspektiver og muligheder og blive bedre til at takle de udfordringer, vi møder.
Gruppen er et fortroligt rum. Det betyder, at det, der sker i gruppen, bliver i gruppen.
Vi ved, at det kan være svært at tage det første skridt og møde op til en gruppe. Vi ved også, at alle har det på samme måde, men at det bliver meget lettere allerede anden gang. Så vi håber, du tør tage det første skridt. Vi er i hvert fald klar til at tage imod dig.
Gruppen har plads til 10-12 deltagere og mødes én gang om måneden. Gruppen bliver guidet af to af Checkpoints dygtige terapeuter.
Vil du vide mere? Udfyld formularen, så skriver vi eller ringer dig op.
”Den sparring der findes i gruppen har afspejlet meget det jeg havde brug for, i en tid der har været svær for mig. At snakke med andre der sad i samme situation var beroligende og jeg kunne være tryg - hvilket jeg aldrig har følt mig.”
Temaer i plus-gruppen
I Plus-gruppen vender vi det, der rører sig, når man lever med hiv. I et trygt og åbent rum sørger vi for, at der er plads til at tale om det, der kan gøre det svært at leve med hiv. Sammen når vi igennem temaer som:
Livet med hiv - nu og i fremtiden
Disclosure - hvordan og med hvem deler jeg min hiv-diagnose
Svære følelser - skyld, skam og sorg
Har du lige fået hiv? Læs vores guide til dig.
Et fortroligt rum
Plus-gruppen er et fortroligt rum, og i gruppen værner vi om hinandens anonymitet. For nogle er gruppen det eneste sted, hvor de er åbne om deres diagnose. Derfor er et af kriterierne for at deltage i Plus-gruppen, at det, der bliver delt i gruppen, også bliver i gruppen. Det gælder også for facilitatorerne, der har tavshedspligt.
Find os i København
Plus-gruppen er et tilbud for folk, der bor i København, Sjælland og på Bornholm.
Vi holder til i København i Checkpoint og AIDS-Fondets lokaler på:
Vestergade 18E, Stuen
1456 København
Indgangen er gennem porten ved Vestergade nr. 18-20. Lige mellem Heidis Bierbar og Café Guldhornene. Herfra skal du ned i bunden af baggården, hvor du ser en ståltrappe og nummeret 18E.
Ring til os
I Checkpoint er vi vant til at tale om sex, sexsygdomme, køn, krop og livet med hiv. Ring til os, hvis du har spørgsmål.
Vores nummer er +45 33 91 11 19
Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00.
-1080x1080.png)