Guide

Hvordan binder man?

Binding er en - eller flere- måder at gøre brystkassen fladere på. Binding bruges især af transpersoner eller andre kønsnonkonforme personer, men kan bruges af alle, der ønsker en fladere brystkasse.

Her på siden har vi samlet en række tips og tricks til dig, der gerne vil prøve at binde.

    Hvad kan man bruge til at binde med?

    Der findes forskellige måder at binde på. Man kan fx bruge en binder, som er en slags kort eller lang undertrøje/top. Den er typisk lavet af tykt lærred eller andet ikke-elastisk materiale foran, og elastisk bagved.

    Du kan også bruge binder-tape, som “trækker” brystvævet ud til siden. Nogle kalder det også trans-tape.

    husk at tage din binder af 🤍

    Binding er hårdt for kroppen. Du bør derfor ikke gøre det i mere end 6-8 timer ad gangen. Tag din binder eller tape af, hvis du får smerter eller åndenød.

    Husk, at du aldrig må sove med en binder.

    Hvad skal jeg vælge - tape eller binder?

    Det kan være overvældende at begynde at binde. Det bedste råd er at prøve forskellige ting af og finde ud af, hvad der fungerer bedst for dig.

    En binder giver typisk et fladere resultat end tape. For mange er binderen også nemmere at lære at bruge. Bindere fås i mange designs. Så du kan vælge et snit og en farve, der passer til dig.

    Men det frarådes at dyrke sport med en binder. Her kan tape være en fordel. Hvis man køber tape i en høj kvalitet, kan det nemlig bruges ved det meste bevægelse og endda soves i, hvis gør det korrekt.

    Se vores tape-guide her

    Sådan bruger du en binder

    Det kan være rart at få hjælp til at få din binder af og på de første par gange. Den skal sidde stramt, men ikke så stramt, at du ikke kan trække vejret ordentligt - så skal du have en større størrelse.

    Start med at prøve din binder hjemme eller i trygge omgivelser, hvor du hurtigt kan tage den af.

    På den måde kan du vænne dig til fornemmelsen og finde ud af, hvad der fungerer for dig.

    Sådan bruger du binder-tape

    Start med at dække dine brystvorter med et cover. Med nogle slags tape følger de med. Du kan også købe ‘nipple covers’ online eller fx selv lave nogle med et kryds af plaster med en vatrondel under. Det vigtigste er, at du beskytter den sarte hud på brystvorterne og ikke sætter tape direkte på den.

    Når du taper skal du starte indefra midten af brystkassen og trække tapen ud mod armhulen. Du kan starte øverst på brystet og trække tapen ned mod armhulen. Tapen skal stoppe lige under armhulen, ikke længere nede. Gentag indtil du har tapet hele brystet. Afhængig af hvor meget brystvæv du har, kan det variere hvor meget tape, du skal bruge. Prøv dig frem med stykker af 10-15 cm.

    Tapen er elastisk, men undgå at trække den helt til sit max. Så holder den bedre.

    Når du fjerner tapen, skal du være forsigtig og bruge olie. Vand kan ikke opløse limen. Træk IKKE tapen af som et plaster men stykke for stykke i samme retning som du påførte.

    Husk, at det er lim, du putter på din hud. Så pas godt på den, smør huden og husk at holde pauser. Hvis du får udslæt eller rødme af at bruge tape, kan det være en allergisk reaktion. Giv din hud en pause og prøv et andet mærke.

    HUSK: Du må aldrig binde tape hele vejen om brystkassen - det kan være farligt.

    Her kan du købe binders og tape

    Der er desværre ikke mange steder, der forhandler binders og binder-tape i Danmark. Men der kommer hele tiden flere til. Her er de forhandlere, vi kender til.

    1. Homoware har en enkelt binder-model fra BinderMe, der kan prøves i butikken i København.

    2. mess.cph har binders fra brandet Underworks. Skriv til dem på Instragram.

    3. Transting har både tape og et udvalg af binders fra BinderMe

    4. Peech har bindertape i flere farver - også på abonnement

    Ring til os

    I Checkpoint er vi vant til at tale om sex, sexsygdomme, køn, krop og livet med hiv. Ring til os, hvis du har spørgsmål.

    Vores nummer er +45 33 91 11 19

    Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00

    Ring +45 33 91 11 19