Sexsygdomme

Alt om syfilis

Syfilis er ikke særlig udbredt i Danmark, men smitten er steget de seneste år. Syfilis er en bakterie, som kan behandles. Det kan være svært at spotte, at man har syfilis, så det kan være smart at få en test, hvis du har været i risiko. 

5 hurtige om syfilis

  1. 2/3 får ikke symptomer – efter 2 år kan man ikke give smitten videre

  2. Der er størst risiko blandt mænd der har sex med mænd

  3. Bliv testet, hvis det er relevant

  4. Syfilis kan behandles– og du er klar igen efter ca. 3 uger

  5. Beskyt dig med kondom , slikkelapper , handsker, femidom og fingerkondom

symptomer

De typiske symptomer på syfilis

Syfilis kan være svært at opdage, da symptomerne forandrer sig over tid.  Det er helt almindeligt, at man ikke kan mærke, at man har syfilis. Mange har derfor syfilis uden at vide det. Selvom du ikke kan mærke det, kan du godt give smitten videre.  Hvis man har symptomer, vil det typisk være:

  • Indenfor de første tre måneder kan du få et lille glat, skinnende sår på penis, ved endetarmen, i munden eller vagina. Det er typisk ikke ømt og kan være svært at opdage, hvis det f.eks. sidder oppe i skeden, endetarmen eller i munden. Omkring såret kan du få hævede lymfekirtler. Såret forsvinder typisk i løbet af 3-4 uger og kan efterlade et hvidligt ar.

  • Fra få uger op til 6 måneder kan du få udslæt på kroppen og influenzasymptomer.

  • Mange år efter infektionen kan syfilis give alvorlige symptomer, hvis det ikke bliver opdaget og behandlet. Men det er meget sjældent i Danmark. 

Langt de fleste, der får syfilis i Danmark, er mænd der har sex med mænd. Derfor anbefales test for syfilis til mænd der har sex med mænd, i forbindelse med test for andre sexsygdomme. Du kan blive testet i Checkpoint, hos egen læge eller på hud- og kønssygdomsklinikkerne.

I tvivl om du har syfilis eller andre sexsygdomme? Besøg Checkpoint eller gå til din egen læge, hvis du har haft ubeskyttet sex med en ny partner.

Book tid til test her

Smitteveje

Syfilis smitter ved sex og hudkontakt

Syfilis er mest udbredt blandt mænd der har sex med mænd. Syfilis smitter primært, når vi har sex – uanset om det er analsex, vaginalsex eller oralsex. Bakterien kan overføres mellem slimhinder. Slimhinder er den fugtige overflade (hud), vi har i f.eks. munden, endetarmen, vagina og på hovedet af penis. Du kan også få syfilis, hvis du fx har små sår i huden, der kommer i berøring med bakterien.  

Book tid til test

Test

Sådan foregår en test for syfilis

Der er stadig meget få, der får syfilis i Danmark. Derfor er det ikke altid relevant at blive testet. Når du besøger Checkpoint, taler du med en rådgiver, som er vant til at tale om køn, krop og seksualitet. Sammen finder I ud af, om det giver mening for dig at blive testet for syfilis.

Hvis du skal testes for syfilis, foregår det ved et lille prik i fingeren, der laver en dråbe blod, som så testes. Du får svar efter ca. 1-20 minutter. Det samme gælder for HIV og hepatitis C. En test for syfilis er først helt sikker 3 måneder efter risiko. 

Hvis det ikke er relevant for dig at blive testet for syfilis, kan det give god mening at blive testet for andre sexsygdomme, hvis du har ubeskyttet sex med skiftende partnere. 

Book tid til test

Behandling

Syfilis kan behandles med antibiotika

Syfilis behandles med en antibiotika-kur, som typisk gives med en sprøjte i ballen. Vi anbefaler, at du ikke har sex – heller ikke beskyttet – mens du er i behandling.

Ring til vores hotline, hvis du har spørgsmål om syfilis. Vores rådgivere er klar til at svare på spørgsmål og hjælpe dig videre.

Ring +45 33 91 11 19

Beskyttelse

Sådan undgår du at få syfilis

Du kan ikke være 100% sikker, men den bedste måde at undgå syfilis er ved at bruge beskyttelse, når du har sex. Det kan fx være kondom , slikkelapper , handsker, femidom og fingerkondom. Husk også at skifte kondom eller vaske sexlegetøjet, når I deler.

Langt de fleste bruger ikke beskyttelse ved oralsex. I Checkpoint hjælper vi gerne med at finde den beskyttelse, der er bedst for dig. 

Mere om beskyttelse

sms-service

Sig det videre anonymt

Det er god stil at fortælle din(e) sexpartner(e), at du har fået syfilis, så de kan blive testet. Hvis du synes, det er svært, så kan vi i Checkpoint hjælpe dig med at sende en SMS til dine sexpartnere - helt anonymt. Husk at der er mange, der har haft/har en sexsygdom. Og giv lige dig selv et klap på skulderen for at blive testet og passe på dig selv og andre. Når du taler med vores læge om dine prøvesvar, kan I aftale, om vi skal sende SMS’er ud for dig.

Ring til os

Sexsygdomme er meget almindelige, selvom det kan være svært at tale om. I Checkpoint er vi vant til at tale om sex, så ring til os hvis du har spørgsmål.

Vores nummer er +45 33 91 11 19

Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00.

Ring +45 33 91 11 19