Vi kan ikke vise dig alle fordelene ved PrEP – pillen mod hiv

 

Men vi kan fortælle dig en masse om dem

Læs mere om behandlingen her på siden. Hvis du bagefter tænker, at PrEP er noget for dig, så tal med din rådgiver næste gang, du kommer forbi Checkpoint.

Behandlingen kort fortalt

PrEP er en ny måde at forebygge hiv, hvor man tager en pille dagligt for at undgå at blive smittet med hiv i forbindelse med sex. Behandlingen nedsætter risikoen for overførsel af hiv med over 99%, hvis man tager medicinen korrekt.

I Danmark er brugen af PrEP begrænset til personer i høj risiko for at få hiv. Man må ikke leve med hiv i forvejen, og man skal være enten transperson eller en mand, der har sex med mænd. Samtidig skal du være i høj risiko for hiv, fordi du har skiftende partnere og ikke bruger kondom hver gang ved sex.

Sådan fungerer det

PrEP tages som en pille. Den pille, man bruger, indeholder to aktive stoffer, som forhindrer hiv i at trænge ind i cellerne og formere sig. Hvis hiv ikke kan komme ind i cellerne og formere sig, kan virus ikke overleve i kroppen.

Pillerne hedder noget forskelligt, men den første medicin der blev godkendt som PrEP er Truvada. Der er meget forskning på området og der vil løbende blive godkendt anden hiv-medicin til forebyggende behandling.

I Danmark er det mest almindelige, at man tager én pille om dagen – og dermed er beskyttet hele tiden. Som noget nyt i Danmark kan man også tage PrEP i kortere perioder – f.eks. i forbindelse med ferier – det kaldes PrEP On Demand.

PrEP beskytter ikke mod andre sexsygdomme end hiv. Det anbefales at benytte kondomer og glidecreme ved brug af PrEP. Både for at forebygge andre sexsygdomme, og for at øge beskyttelsen mod hiv.

Bivirkninger ved PrEP

90% oplever ingen bivirkninger, men nogle kan opleve forbigående bivirkninger de første uger af PrEP-behandlingen (kvalme, hovedpine, maveproblemer). I sjældne tilfælde kan der opstå påvirkning af nyrerne og knogletætheden.

Når man tager PrEP, skal man derfor til kontrol hver 3. måned, hvor man får kontrolleret nyrefunktionen og bliver testet for hiv og andre sexsygdomme. Oplever man bivirkninger skal man altid kontakte lægen.

For dig i høj risiko

PrEP anbefales til hiv-negative transpersoner og mænd, der har sex med mænd, som i perioder er i høj risiko for hiv.

Der er forskellige tegn på, hvornår man kan være i høj risiko:

  • gentagne episoder af analsex uden kondom med skiftende partnere
  • sexsygdomme (f.eks. gentagne tilfælde af syfilis, klamydia og gonorré)
  • brug af stoffer i forbindelse med sex (chemsex)
  • gentagen brug af PEP, der er en behandling, man kan få, hvis man har været i høj risiko for hiv i forbindelse med ubeskyttet sex

Derfor er PrEP en god ide

Man bruger allerede hiv-medicin til at forebygge hiv i dag. Både i forbindelse med behandling af mennesker med hiv, som derved ikke længere er smitsomme, og i forbindelse med PEP-behandling, hvor hiv-medicin gives umiddelbart efter, man har været udsat for risiko.

Effektiv hiv-forebyggelse i dag er en kombination af flere forskellige tiltag: alt fra kondomer til medicinske behandlinger over adfærdsændringer og adgang til test og rådgivning.

PrEP er ikke en erstatning for kondomet. Det er et supplement til de andre måder at forebygge hiv.

PrEP i Danmark

PrEP er godkendt som forebyggende hiv-behandling i det meste af verden og blev tilgængeligt i alle fem danske regioner i marts 2019.

Hvis du tænker, at PrEP kan være noget for dig, kan du tale med en rådgiver, næste gang du kommer i et af vores Checkpoints.

PrEP for dig der er transperson eller nonbinær

Rigtig mange studier om effekten af PrEP har haft cis-mænd som forsøgspersoner – også dem der handler om dosering af PrEP. Den begrænsede forskning, som findes, indikerer, at dit niveau af hormoner og den måde du har sex, påvirker mængden af PrEP, der skal til for at beskytte dig.

Forskningen indikerer samtidig, at PrEP ikke påvirker virkningen af hormonbehandling. Du kan derfor begynde eller fortsætte behandling med testosteron eller østrogen, uden at det bliver påvirket af PrEP.