Guide

PrEP - Pillen der beskytter mod hiv

En pille om dagen, så mindsker du risikoen for at få hiv med over 99%. PrEP er et gratis tilbud i Danmark og en vigtig del af forebyggelsen af hiv. Hvis du er nysgerrig på PrEP, så få en snak med en rådgiver i Checkpoint - eller læs mere her på siden.

Ring til os

    5 hurtige om prep

    1. PrEP nedsætter risikoen for at få hiv med over 99%.

    2. PrEP kan give mere frihed og mindre frygt omkring sex.

    3. I Danmark anbefales det, at man tager én pille om dagen.

    4. PrEP beskytter ikke mod andre sexsygdomme end hiv.

    5. Man kan få PrEP, hvis man er i særlig risiko for hiv

      Der findes også PEP-behandling , som man kan tage inden for 72 timer, hvis man har været i risiko for hiv.

      Hvad er PrEP?

      PrEP er en forkortelse for "Pre-Exposure Prophylaxis", hvilket betyder, at det er en behandling, man tager, før man er i risiko for hiv.

      Man tager en pille dagligt, og så kan man have ubeskyttet sex uden at få hiv. Pillen indeholder to aktive stoffer, som forhindrer hiv i at trænge ind i cellerne og formere sig. Når virus ikke kan komme ind i cellerne og formere sig, kan hiv nemlig ikke overleve i kroppen.

      PrEP beskytter ikke mod andre sexsygdomme end hiv. For at beskytte dig mod andre sexsygdomme, kan du bruge kondomer, slikkelapper og glidecreme.

      Mere om beskyttelse

      Du kan få PrEP, når du er i "høj risiko" for hiv

      I Danmark bliver PrEP primært tilbudt til transpersoner, nonbinære eller mænd, der har sex med mænd. Og så skal man være i "høj risiko" for at få hiv. Høj risiko er, hvis man:

      • har analsex uden kondom og med skiftende partnere gentagne gange

      • ofte har sexsygdomme som fx syfilis, klamydia og gonorré

      • har sex på stoffer

      • flere gange har brugt PEP (akut hiv-behandling)

      I Checkpoint kan du tale med os, om PrEP giver mening for dig. Du kan ringe til os eller booke tid til en PrEP-samtale, når du bliver testet.

      Få en hiv-test

      Du skal bruge en henvisning for at få PrEP

      For at få PrEP skal du have en henvisning fra Checkpoint eller via egen læge. Henvisningen bliver sendt til en infektionsmedicinsk afdeling på det hospital, du er tilknyttet. Her bliver du inviteret til en samtale, hvor I finder ud af, om PrEP er relevant for dig.

      Hvis du bliver godkendt, kan du komme på PrEP.

      PrEP skal tages dagligt

      For at PrEP virker, skal man tage medicinen dagligt og helst på et bestemt tidspunkt. Når man begynder på PrEP, tager man to piller på én gang og herefter 1 om dagen. Det varierer, hvornår pillerne virker. For nogle er det allerede efter 2 timer.

      For at huske dine piller, kan du fx koble PrEP op på en anden rutine, du har. Det kan være, når du børster tænder, sammen med morgenkaffen eller lige før du skal sove. Du kan tage PrEP både med og uden mad. Du kan også købe en pilleæske på apoteket, så du kan følge med i dagene.

      Har du glemt at tage din daglige dosis? Bare rolig. Kontakt det hospital, hvor du er tilknyttet.

      Du kan også ringe til vores hotline. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 10-14.

      Ring til os

      Hold øje med bivirkninger

      90% oplever ingen bivirkninger, når de er på PrEP. Men nogle kan opleve forbigående bivirkninger især i de første uger af PrEP-behandlingen. Det kan fx være kvalme, hovedpine eller maveproblemer. Oplever du bivirkninger, så kontakt hospitalet.

      I sjældne tilfælde kan der opstå påvirkning af nyrerne og knogletætheden. Derfor får du tjekket din nyrefunktion, når du er til kontrol.

      Når du skal til kontrol

      Når du er begyndt på PrEP, skal du efter ca. 4 uger have taget blodprøver for at se, om du har fået bivirkninger til medicinen.

      Herefter skal du til kontrol på hospitalet hver 3. måned eller 6. måned.

      Her får du kontrolleret din nyrefunktion og bliver testet for hiv og andre sexsygdomme. Det er også her du får udleveret dine PrEP-piller.

      Du kan tage PrEP, når du er på hormoner

      Rigtig mange studier om effekten af PrEP har haft cismænd som forsøgspersoner. Den begrænsede forskning, som findes, indikerer, at niveauet af hormoner og den måde du har sex på, påvirker mængden af PrEP, der skal til for at beskytte dig. Samtidig er der endnu ikke noget, der indikerer, at hormonbehandling påvirker PrEP i sådan en grad, at PrEP ikke længere beskytter mod hiv.

      Forskningen indikerer også, at PrEP ikke påvirker virkningen af hormonbehandlinger. Du kan derfor begynde eller fortsætte behandling med testosteron eller østrogen, uden at det bliver påvirket af PrEP.

      Der er heller ingen indikation på, at PrEP påvirker præventionsmidler som fx p-piller eller hormonspiraler og omvendt.

      Ring til os

      I Checkpoint er vi vant til at tale om sex, sexsygdomme, køn, krop og livet med hiv. Ring til os, hvis du har spørgsmål.

      Vores nummer er +45 33 91 11 19

      Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 10:00-14:00.

      Ring +45 33 91 11 19