Hvis vi mister vores navn, mister vi vores magt

Jeg har været i sexarbejderbevægelsen i mere end to årtier. Jeg er sexarbejder, har været med til at bygge en bevægelse (Lady Mermaid Empowerment Centre) op fra grunden og har som aktivist kæmpet for retten til at eksistere, til organisere sig og til at leve fri for frygt.

Jeg har set, hvad tavshed gør. Og jeg har set, hvad det betyder, når vi definerer, hvad vi vil kaldes og hvordan vi vil omtales.

Det er derfor, det, der sker nu, skræmmer mig så meget.

Tidligere i år blev den amerikanske støtte til hiv-behandling i Uganda frosset inde. I første omgang indtil 21. februar 2025. Fastfrysningen blev ophævet, men vi har stadig ikke hørt fra officiel side, hvad der skal til for, at midlerne igen begynder at komme. Men nye krav ved at tage form – stille, men med store konsekvenser. Det handler ikke kun om midlerne. Det handler om, hvad vi får besked på at slette og udviske for at beholde dem.

Gennem løbende samtaler med de embedsfolk, der administrerer vores amerikanske midler, har vi fået at vide, at ”programmeringssproget fremover skal ændres.” Ord som ”sexarbejder” og ”nøglebefolkningsgrupper”, der længe har været brugt i den globale hiv-indsats for at afspejle både identitet og risiko, er ved at blive udfaset. Vi får nu at vide, at vi skal bruge ord som ”klienter”, ”prioriterede grupper” eller blot ”mennesker i fare”. Og dette skift er ikke symbolsk. Det er strukturelt. Det påvirker, hvem der bliver set, hvem der bliver talt, hvem der bliver prioriteret og i sidste ende hvem der overlever. I Uganda har udtrykket ”nøglebefolkningsgruppe” været med til at definere sexarbejdere og andre grupper, der står over for en uforholdsmæssig stor hiv-risiko.

Selvom det aldrig var perfekt, gjorde det os synlige – i budgetter, i politikker, i hvordan indsatser blev designet. Når vi erstatter den synlighed med vage, udvandede udtryk, neutraliserer vi ikke risikoen. Vi skjuler den.

Jeg taler ikke kun som aktivist. Jeg taler som en, der har levet blandt mennesker med hiv i over 20 år. Som en, der var med til at opbygge Ugandas sexarbejderbevægelse fra bunden. Som en, der træner aktivister og ledere, forhandler med sundhedsmyndigheder og står stolt som sexarbejder ved globale møder og konferencer.

At fjerne vores navn er at fjerne vores historie. Vores værdighed. Vores adgang. Det handler ikke kun om identitet. Det er også et angreb på vores civile råderum. Når sexarbejderledede organisationer får at vide, at vi ikke kan bruge vores eget sprog - de ord, der afspejler vores sandhed, vores arbejde og vores levede virkelighed – bliver vi bragt til tavshed.

Når vi er tvunget til at ændre, skjule eller slette, hvem vi er for at få midler til vores arbejde, så er vi ikke længere frie. Det er ikke bare et skift i sundhedsprogrammer. Det er en begrænsning af vores ytringsfrihed, vores organisatoriske magt og selve vores ret til at eksistere som bevægelse.

Over hele verden bliver det civile råderum indskrænket. Her i Uganda ser vi det skrumpe inden for de selvsamme systemer, der engang hjalp os med at rejse os. Når vores identitet bliver en belastning, bliver vores fremskridt sårbare.

Til vores donorer, partnere og allierede: Vi har mere brug for jer nu end nogensinde før. Beskyt mere end de konkrete sundhedsydelser. Beskyt de rum, der giver os mulighed for at tale, organisere og lede. Bed os ikke om at forsvinde for at overleve. Inklusion betyder retten til at definere os selv. Respekt betyder synlighed.

Det her er ikke kun et spørgsmål om finansiering. Det er en krise for civilsamfundet. Vi opfordrer jer til at forsvare sexarbejderledede organisationers ret til at bruge vores eget sprog og engagere os i fortalervirksomhed uden frygt. Der er behov for fleksibel finansiering for at beskytte vores mulighed for at tale frit, forblive synlige og modstå strukturel udviskning – selv når andre finansieringskilder bliver restriktive.

Til vores nationale netværk og søsterorganisationer i Uganda: Vi må stå sammen. Vi har ikke råd til at normalisere tavshed. Vi må dokumentere disse skift, skubbe kollektivt tilbage og bruge vores koalitioner til at beskytte sexarbejderes ret til at kalde os, hvad vi vil og organisere os som sådan. Hvis vi ikke forsvarer vores civile rum, vil ingen forsvare det for os.

Og til vores kammerater over hele Afrika og verden, beder vi jer om at stå sammen med os.

Sproget i vores bevægelse er et fundament for vores organisering. Hvis vi mister det, risikerer vi at miste alt. Finansieringen vender måske tilbage. Men hvis vores frihed til at definere os selv forsvinder, så er alt, hvad vi har opbygget, i fare.

Vi er ikke risikokategorier. Vi er ikke usynlige kunder.

Vi er sexarbejdere. Vi er en bevægelse. Og vi skal ses, respekteres og styrkes.

Støt nu

Lady Mermaid Empowerment Centre er en af AIDS-Fondets ugandiske partnere.

Lady Mermaid Empowerment Centre er en organisation, der er skabt og ledet af sexarbejdere. AIDS-Fondet støtter deres arbejde med at drive en sundhedsklinik i slummen, hvor sexarbejdere kan blive testet for sexsygdomme og få udleveret kondomer og hiv-medicin.

UNAIDS, der koordinerer den globale bekæmpelse af hiv/aids-epidemien, vurderer, at hvis det amerikanske stop for bistand fortsætter, risikerer vi at...

• der dagligt kommer 2.000 nye hiv-infektioner verden over 
• der vil være yderligere 6,3 mio aids-relaterede dødsfald inden 2030 
• der vil være 350.000 børn og 8,7 mio. voksne, som får hiv inden 2029 

Ifølge UNAIDS havde 20 mio. mennesker verden over adgang til deres livsnødvendige hiv-medicin gennem det amerikanske hiv-program, PEPFAR. De risikerer alle at miste adgang til behandling.

Læs mere om PEPFAR