Viden:
Hvad er aids?
Aids er en diagnose, man kan få, hvis man har hiv og bliver ramt af nogle bestemte sygdomme. Det er alvorlige sygdomme, som kun kan udvikle sig, når ens immunforsvar er svækket.
Det skal du vide om aids
Man får diagnosen aids, hvis man har hiv og bliver ramt af nogle bestemte sygdomme. Det er alvorlige infektioner og kræftformer, man ikke får med et sundt immunforsvar.
Mange af de sygdomme, der giver diagnosen aids, kan behandles i dag.
Hvorfor hedder det aids?
Aids er en forkortelse for Acquired Immune Deficiency Syndrome. På dansk kan det oversættes til Erhvervet Immundefekt Syndrom.
Erhvervet, fordi det er noget, man bliver smittet med og ikke noget, der er medfødt (børn, smittet ved fødslen af hiv-smittede mødre er en undtagelse).
Immundefekt, fordi virus skader immunforsvaret.
Syndrom, fordi aids er en samling forskellige sygdomme, som alle skyldes, at immunforsvaret er blevet ødelagt på grund af hiv.
Færre får diagnosen aids
Hiv-behandlingen bremser nedbrydningen af immunforsvaret, og det er sjældent, at personer, som er i behandling, får følgesygdomme – og dermed diagnosen aids.
Størstedelen af dem, der får en aids-diagnose, får den samtidig med, at de får konstateret hiv. Det betyder, at de har været smittet i mange år, før de bliver testet for hiv.
I de få tilfælde hvor en person med hiv, der er i behandling, udvikler aids, kan der være tale om at medicinen svigter, der er bivirkninger, eller at vedkommende af forskellige årsager ikke følger behandlingen.
Hvor lang tid tager det, før man får aids?
Hvis man har hiv, og man ikke er i behandling, vil immunforsvaret langsomt blive nedbrudt. Det betyder, at det får svært ved at beskytte kroppen mod andre sygdomme.
I gennemsnit går der otte år, fra man har fået hiv, til man får en af de alvorlige følgesygdomme, som giver diagnosen aids.
Men det kan være meget forskelligt. Hos nogen tager det nogle få år, og hos andre går der måske 20 år.
Følgesygdomme kan behandles
Man kan godt få et få et langt og godt liv, selvom man har fået en aids-diagnose. Mange af de sygdomme, der giver diagnosen aids, kan nemlig behandles i dag – og den mediciske behandling kan gøre immunforsvaret stærkt igen.
Det kan dog være en udfordring at behandle både hiv-infektionen og eventuelle følgesygdomme på en gang. Men jo tidligere man får konstateret hiv, jo bedre er ens muligheder. Derfor kan det være en god ide at overveje en hiv-test, hvis man er syg i længere tid, og lægen ikke umiddelbart kan stille en diagnose.
Når man en gang har fået en aids-diagnose, så bliver man ved med at have den - også selvom man er blevet helbredt for den følgesygdom, der gav diagnosen.