Info om hiv

Hvordan behandler man hiv?

Hiv-behandlingen er en kombination af medicin, der gør det svært for hiv at formere sig. Medicinen kan ikke fjerne hiv helt fra kroppen, men den holder hiv nede, så man ikke mærker sygdommen.

3

Behandling

Sådan virker medicinen

Hiv-behandlingen er en kombination af forskellige slags hiv-medicin, der går det vanskeligt for hiv at formere sig og dermed gøre skade på immunforsvaret. Der er noget hiv-medicin, som gør det sværere for hiv at trænge ind i CD4-cellerne, som er de celler i immunforsvaret, hiv skal bruge til at lave nye hiv-celler.

Andre slags hiv-medicin hæmmer nogle af de forskellige processer, der skal til, for at der kan laves nye hiv-celler inde i CD4-cellen. Behandlingen hæmmer produktionen af virus i blodet, men hiv kan godt gemme sig andre steder i kroppen, hvor medicinen ikke kan nå det.

Man kan ikke stoppe produktionen af virus helt, men det kan lade sig gøre at bremse den, så den ligger på et lavt niveau. På sigt styrker det immunforsvaret, så der efterhånden produceres flere CD4-celler, der kan bekæmpe infektioner. Der laves også forsøg med medicin, der skal styrke immunforsvaret, samtidig med at kombinationsbehandlingen bekæmper virus.

Behandling

Sådan tages hiv-medicinen

I Danmark bliver alle, som får konstateret hiv, tilbudt behandling mod sygdommen. Behandlingen består af en eller flere tabletter, som man skal tage hver dag resten af livet.

Hver pille kan indeholde en kombination af forskellige stoffer, som bremser udviklingen af hiv på forskellige måder. Nogle gange får man de forskellige stoffer i en tablet, andre gange er de i hver deres tablet.

Der er kommet en nyere behandling, hvor man får sin medicin som indsprøjtninger hos sygeplejersken hver anden måned, og man derfor ikke behøver tage medicin hver dag.

Denne behandling er ikke så udbredt endnu, og den kræver, at man ikke har udviklet resistens overfor medicinen, der bruges. Men der udvikles nye medikamenter, så flere med tiden kan få denne mulighed.

Behandling af hiv

Mulige Bivirkninger

Den hiv-behandling kan give nogle bivirkninger, som i de fleste tilfælde forsvinder igen efter nogle uger. Det kan være svært at sige noget entydigt om bivirkningerne, fordi de både kan variere efter hvilken type medicin, der er tale om, og hvordan man reagerer på den. Det kan også være forskelligt, hvordan vi som personer opfatter bivirkningerne, og om det er bivirkninger, vi kan leve med i dagligdagen.

Hvis bivirkningerne ikke forsvinder efter seks til otte uger, eller man ikke kan holde dem ud, er det vigtigt, at man kontakter sin læge, så man sammen kan finde ud af, om bivirkningerne kan afhjælpes, eller om det er nødvendigt at skifte behandling.

FAKTA

Vidste du at

Det har været muligt at behandle hiv siden 1987, hvor den første slags hiv-medicin blev taget i brug, og der er siden kommet flere slags medicin til. Behandlingen blev mere effektiv i 1996, hvor man fandt ud af at kombinere forskellige typer hiv-medicin, der angriber produktionen af virus på forskellige måder.

I 2018 blev det videnskabeligt bevist, at medicinen mod hiv nedsætter mængden af virus så meget, at mennesker, der lever med hiv og er i behandling, ikke kan smitte andre.

Støt fast eller en enkelt gang

Gør en forskel – støt seksuel sundhed. Du vælger selv, om du vil støtte én gang eller månedligt, med et beløb, der passer dig.

Din støtte hjælper AIDS-Fondet med at sikre bedre sundhed og forebyggelse for dem, der har brug for det. Sammen kan vi skabe en sundere fremtid!

Støt her