Hiv og rettigheder:
Styrker indsatsen i Ukraine
AIDS-Fondet skal være med til at styrke hiv-indsatsen og forbedre adgangen til seksuel og mental sundhed for bl.a. LGBT+ personer, mennesker med hiv, unge, stofbrugere samt sårbare kvinder og unge piger i Ukraine. Indsatsen skal styrke målgruppernes rettigheder og indflydelse i det krigshærgede land.

Sikrer målgrupperne adgang
Der er krig, interne fordrivelser og et hårdt ramt sundhedsvæsen, og alligevel arbejder lokale ngo’er i Ukraine benhårdt på at sikre at de mest udsatte grupper, og dem der er sværest at nå, har adgang til seksuel sundhed, hiv-forebyggelse, test og behandling.
Samtidig arbejder de for rettigheder og inddragelse af målgrupperne, der er LGBT+ personer, unge, stofbrugere, sexarbejdere samt sårbare kvinder og unge piger.
Nu skal AIDS-Fondet være med til at styrke et projekt, hvor Alliance for Public Health Ukraine gennem apps på mobiltelefonen, opsøgende arbejde og fysiske klinikker sikrer målgrupperne adgang til sundhed, indflydelse og rettigheder.
Mobilapps styrker indsatsen
Alliance for Public Health bruger allerede apps i kombination med opsøgende arbejde, når de skal hjælpe LGBT+ personer, unge, stofbrugere, sexarbejdere samt kvinder.
Digitale løsninger og udviklingen af apps har vist sig at være en god måde at skabe dialog med mennesker[SS3.1], som akut har behov for hjælp, eller som har behov for hiv-forebyggelse, test og behandling og andre tilbud om seksuel og mental sundhed.
De digitale løsninger hjælper brugerne til at finde vej til sundhedsydelserne i et land, hvor krigen har ramt sundhedsvæsenet hårdt, og forsyninger af vand, elektricitet og medicin er ustabile.
Giver indflydelse til målgruppen
Samtidig giver de digitale løsninger målgrupperne mulighed for selv at indrapportere, dokumentere og synliggøre oplevelser med stigma og diskrimination, barrierer der er en forhindring for at få forebyggelse, test, behandling eller andre sundhedsydelser.
Det er med til at engagere de sårbare grupper, der ellers ofte står uden for indflydelse, og de får indflydelse på indsatsen mod hiv/aids og seksuel ulighed – samtidig med at det styrker målgrupperne kamp for lige rettigheder.
Informationen, der bliver indsamlet gennem apps, er med til at styrke målgruppernes stemme og indflydelse, så nationale og internationale aktører får konkret og opdateret viden om de forhindringer, der står i vejen for en effektiv hiv/aids-indsats og adgangen til seksuelle og mentale sundhedsydelser.
Styrker rettigheder og retssikkerhed
Projektet er med til at forbedre målgruppernes juridiske beskyttelse mod kønsbaseret vold, digitale overgreb samt krænkelser af menneskerettighederne, gennem adgang til juridisk bistand og jurister, der kan føre sagerne, understøttes deres mulighed for selv at gøre krav på egne rettigheder og søge retfærdighed.
AIDS-Fondet og Alliance for Public Health har fået støtte til en toårig indsats i Ukraine fra CISU, Civilsamfund i Udvikling, der er en medlemsorganisation, som forvalter en række puljer til udviklingsarbejdet. Det er AIDS-Fondets mål, at erfaringer fra indsatsen på sigt kan bruges til at sikre sårbare målgrupper i andre lande adgang til rettigheder og inkluderende sundhedstilbud.

