Find fakta om hiv og aids

Her finder du fakta om hiv og aids, smitteveje og behandling. Du får også overblik over situationen i Danmark og i verden.

Hvad er hiv?

Hiv er et virus, der nedbryder en vigtig del af immunforsvaret. Det betyder, at kroppen med tiden får svært ved at forsvare sig mod andre sygdomme og infektioner.

Hvad er aids?

Aids er en diagnose. Man kan få diagnosen aids, hvis man har hiv og bliver ramt af nogle bestemte sygdomme, som kun kan udvikle sig, når ens immunforsvar er svækket.

Hvordan smitter hiv?

Hiv er heldigvis ikke så smitsom, som mange tror. Der skal både en del virus til, og der skal være et sted, hvor hiv kan komme ind i blodbanen, før man kan blive smittet.

Hvad er en hiv-test?

En hiv-test viser, om man er smittet med hiv. Der findes forskellige typer hiv-test, som er pålidelige hhv. fire eller otte uger efter smitterisiko. Den eneste sikre måde at finde ud af, om man er smittet med hiv, det er at få taget en hiv-test.

Hvordan behandler man hiv?

Hiv-behandlingen er en kombination af medicin, der gør det svært for hiv at formere sig. Medicinen skal tages dagligt, men den kan ikke fjerne hiv helt fra kroppen.

Hiv og aids i Danmark

I Danmark er der omkring 6.600 mennesker, som lever med hiv. De seneste to år er der sket et fald i antallet af personer, som får diagnosen hiv. Det betyder, at hiv-kurven er knækket, og at vi kan blive et af de første lande uden nye hiv-tilfælde.

Hiv og aids i verden

På verdensplan er der omkring 38 mio. mennesker, som lever med hiv. I 2019 blev 1.7 mio. børn og voksne smittet med sygdommen, og 690.000 døde af aids.