Krig i Ukraine en katastrofe for mennesker med hiv og LGBT+ personer

Fredag 11. marts sendte vores direktør, Lars Christian Østergreen, i sit nyhedsbrev, en appel ud om at hjælpe særlige sårbare grupper i Ukraine – nemlig mennesker der lever med eller i risiko for hiv og mennesker, der er forfulgte, fordi de er en del af LGBT+ miljøet.

Her nedenfor kan du læse hvad Lars skrev og sende din støtte til organisationer, der arbejder for at hjælpe de berørte grupper.

Kære ven af AIDS-Fondet

Forleden så jeg et hjerteskærende opslag fra ukrainske Georgiy på Facebook, som jeg gerne vil dele med dig.

”Jeg er født med hiv, og jeg lever med hiv. Jeg er født i Kyiv, og jeg bor der. Nu er min by ødelagt, og jeg kan ikke få min hiv-medicin. Jeg er bange for, at jeg snart bliver resistent, og jeg bliver nødt til at skifte hiv-behandling, og at mit helbred er i fare. Fortjener jeg det?

Min ret til et sundt liv er blevet taget fra mig. Men se mig i øjnene, der er ikke noget had eller vrede – kun en bøn om at det her stopper hurtigst muligt. Jeg har ikke lyst til at leve i frygt. Jeg ønsker fred.”

Georgiy, 28 år, aktivist i HPLGBT.
Kyiv, Ukraine.

Opslaget ramte mig, for jeg kan så levende forestille mig, hvor fortvivlet og utryg, han må føle sig der midt i krigen og uden sin medicin.

Samtidig er der alt det, som ikke står der: Nemlig, hvordan krigen slår års hiv/aids-arbejde tilbage og driver LGBT+ personer på flugt.

Det er en desperat situation, og der er behov for mad og basale fornødenheder, særligt for dem der ikke har mulighed for at søge tilflugt hos familien, fordi den har slået hånden af dem.

Mange hiv-positive i Ukraine har de senere år fået adgang til den livsvigtige hiv-behandling, ligesom 28-årige Georgiy i Facebook-opslaget.

Det er vigtigt, for sammen med Rusland er Ukraine et af de få lande i verden, hvor antallet af nye smittede fortsætter med at stige.

Nu risikerer de 54% af Ukraines hiv-positive, som har fået adgang til behandling, at de ikke længere kan få deres medicin – og krigen kan samtidig give ny næring til hiv-epidemien.

Her har du to muligheder for at støtte

AIDS-Fondet har ikke selv projekter i Ukraine. Det har vi haft, og det kan være, at vi får det igen, for hiv er et stort problem i både Ukraine og Rusland.

I stedet vil jeg foreslå dig at støtte nogle af vores venner og samarbejdspartnere, som allerede er i Ukraine.

Jeg vil foreslå dig at støtte HPLGBT, som 28-årige Georgiy i Facebook-opslaget kommer fra. Organisationen er en del af netværket i Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, ligesom AIDS-Fondet er.

HPLGBT står midt i det, og de mærker på egen krop, hvordan LGBT+ personer og mennesker med hiv bliver marginaliserede og sårbare på grund af krigen. De fortjener støtte til at sikre, at ingen bliver ladt i stikken, og at udsatte får beskyttelse.

Gay Alliance Ukraine er AIDS-Fondets tidligere samarbejdspartner i Ukraine. Organisationen samler ind til særlige shelters, som er sikre for LGBT-personer, mennesker med hiv, og andre i risiko.

De samler også ind til transport for at hjælpe de samme mennesker væk fra kamphandlinger og ultimativt ud af landet.

Sidst men ikke mindst hjælper de LGBT-personer med mad og basale fornødenheder, for dem der ikke har mulighed for at søge tilflugt hos familie.

Tak for støtten til denne vigtige sag!

Lars Christian Østergreen.