Checkpoint i Aarhus søger nye timelønnede kolleger som testere og rådgivere

AIDS-Fondets forebyggelses-, test- og rådgivningstilbud Checkpoint har eksisteret i mere end 12 år, og er gået fra at være et tilbud der testede transpersoner og mænd, der har sex med mænd for hiv, til at være et højt specialiseret sundhedstilbud for særlige målgrupper.

I Checkpoint fokuseres der på koblingen mellem seksuel og mental sundhed i kombination med et lavtærskeltilbud i øjenhøjde med brugeren. I Checkpoint kan man blive testet for hiv, syfilis, hepatitis C, klamydia og gonorré. Derudover behandler vi sexsygdomme og vaccinerer mod HPV. Vi har en PrEP-klinik i vores Checkpoint i København og arbejder på at udvide tilbuddet til Aarhus.

Størstedelen af personalet i Checkpoint består af sundhedsfaglig-studerende som læger, sygeplejersker og jordemødre, men også akademikere, socialrådgivere, psykoterapeuter og kliniske sexologer.

Dine opgaver:

  • Teste og rådgive transpersoner og mænd, der har sex med mænd samt andre personer berørt af hiv
  • Teste og rådgive 15-29-årige uanset køn og seksualitet for klamydia og gonorré
  • Opsøgende test og rådgivning på steder hvor LGBTQIA+ personer og alle unge i alderen 15-29 år mødes
  • Være med til at præge kvalitetssikringen og –udviklingen i Checkpoint
  • Deltage i fire aftenmøder og to uddannelsesdage om året

Dine vagter i Checkpoint er mandage og tirsdage fra kl. 15:45-19:45. Derudover vil der være opsøgende test- og rådgivningsaktiviteter. Vi forventer at du kan tage minimum to vagter om måneden. Stillingen er aflønnet.

Vi ser gerne, at du:

  • Har kendskab til LGBTQIA+ miljøet, evt. med levede erfaringer som LGBTQIA+ person og/eller har minoritetsetnisk baggrund
  • Har sundhedskendskab og interesse, evt. som studerende eller som uddannet sundhedsperson
  • Har kendskab til – eller interesse for – hiv og andre sexsygdomme
  • Er struktureret, har et godt overblik og et personligt overskud
  • Taler dansk, engelsk og gerne flere sprog

Arbejdsstedet bliver med udgangspunkt i Checkpoints lokaler i Østergade 9, 8000 Aarhus C.

Stillingen er fra primo januar 2022. Du vil indgå i et oplæringsforløb med løbende sparring og supervision.

Ansøgning

Ansøgning og CV sendes pr. e-mail til job@aidsfondet.dk senest onsdag d. 8. december kl. 12:00. Der bliver afholdt ansættelsessamtaler onsdag d. 15. december fra kl. 10:00. Du kan få yderligere oplysninger ved at kontakte chefkonsulent Thomas Hübertz på tlf.: 88 33 56 60.

Vi opfordrer alle uanset hivstatus, seksuel orientering, kønsidentitet, race, hudfarve, religion, politisk overbevisning, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

Inklusion og normkritik er en del af Checkpoints dna. Du kan derfor forvente en arbejdsplads med højt til loftet og frihed under ansvar. Du kommer til at arbejde i et miljø præget af god trivsel og godt humør, en uformel omgangstone og stor professionalisme i relation til kernemålgrupper og vision.