Checkpoint åbner for test og rådgivning i Aalborg

AIDS-Fondets test- og rådgivnings-tilbud, Checkpoint, åbnede dørene i Aalborg 3. maj, og det er et løft til hele regionen, hvor unge mellem 15 og 29 og LGBT+ personer nu kan booke tid til en åben snak, fordomsfri rådgivning og blive testet for sexsygdomme.
Har du spørgsmål, tanker og tvivl om sex og kønsidentitet som presser sig på, men ingen steder at stille dem? Så kan du, som ung mellem 15 og 29 eller LGBT+ person uanset alder, nu glæde dig over, at Aalborg har et tilbud, der er skræddersyet til lige netop dig.
Rådgivning og vejledning om sex, og tilbud om test for sexsygdomme, er hyldevarer hos Checkpoint – og her mødes alle i øjenhøjde og uden fordomme og formaninger.
”For mange unge kan det være en overvindelse at snakke om sex – ikke mindst hvis det er med en familielæge, man har kendt hele livet. Nervøsiteten bliver ikke mindre, hvis man falder uden for de mest gængse opfattelser af køn og seksualitet – og fx er tiltrukket af en af det samme køn,” siger Lotte Kehlet, national chef hos AIDS-Fondet.
Klamydia-rekord i Nordjylland
I 2019 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen klamydiatal for Danmark, der viste, at Region Nordjylland havde landets største procentdel af klamydia-tilfælde blandt unge mellem 15 og 29 år. For selvom der er nogenlunde styr på, hvordan man undgår graviditet, så kniber det med viden om sexsygdomme. Blandt andet er mange ikke klar over, at nogle sexsygdomme også kan smitte via fingre og mund – og at de kan sidde andre steder end på kønsorganerne.
Sexsygdomsepidemi i Danmark
I Danmark har klamydia været i stigning gennem mere end et årti – og det samme gælder for en række andre sexsygdomme som fx gonorré og syfilis. Faktisk i en udstrækning så man kan tale om en reel sexsygdomsepidemi.
Tobias Bøgeskov, Byrådsmedlem (S) i Aalborg Kommune og medlem af Familie- og Beskæftigelsesudvalget, er glad for, at problemet med det stigende antal sexsygdomme, nu angribes fra flere sider i Aalborg – og dermed i regionen.
”Seksuel sundhed er vigtigt for vores mentale og fysiske velvære – og med tilføjelsen af Checkpoint kan Aalborg nu bryste sig af en rigtig god og varieret række tilbud. Det kommer alle aalborgensere – og regionen – til gode, så vi nu er fuldt på højde med byer som Aarhus, Odense og København. Det kan vi godt være stolte af,” siger Tobias Bøgeskov.
Uvidenhed fører til smitte
Uvidenhed og skam fylder meget – især hos unge. Det viser en undersøgelse om testadfærd blandt unge og LGBT+ personer, som AIDS-Fondet offentliggjorde i februar 2021. Undersøgelsen viser blandt andet, at mange unge mellem 15 og 29 år slet ikke er klar over, at de er i en højrisikogruppe for sexsygdomme.
40% af de unge i undersøgelsen var aldrig blevet testet for en sexsygdom – og dermed er unge heteroseksuelle faktisk væsentligt mindre opmærksomme på seksuel sundhed end gruppen af homoseksuelle mænd, hvor kun syv procent aldrig var blevet testet.
Landets unge og dele af LGBT+ miljøet har generelt været klædt for dårligt på til at tage ordentlig vare på sig selv og dem de har sex med – og Checkpoint er designet til at gøre op med stigma, diskrimination, manglende information og give mulighed for bedre testadfærd blandt højrisikogrupper for sexsygdomme.
”Checkpoint er et højtspecialiseret tilbud, der står på skuldrene af årtiers erfaring med at arbejde med højrisikogrupper og grupper, der ikke møder forståelse eller accept hos det brede sundhedsvæsen. Checkpoint er i øjenhøjde med trans- og nonbinære personer såvel som heteroseksuelle unge. Checkpoints rådgivere er særligt trænede til at tale om sex, køn, krop og seksualitet – de tager udgangspunkt i mennesket der søger råd og er øvede i at styre fri af normtænkning,” fortæller Lotte Kehlet.
Tilbud til Aalborg og alle i regionen
Med åbningen af Checkpoint i Aalborg er der et Checkpoint i fire ud af Danmarks fem regioner – og Nordjylland har fået sit første specialiserede rådgivningstilbud for LGBT+ personer og unge.
Og det er også godt for mangfoldigheden, mener Tobias Bøgeskov.
”Det er vigtigt, at LGBT+ grupper føler, at Aalborg tager dem og deres interesserer alvorligt – ikke kun til Pride-ugen eller lignende begivenheder, men hver uge. Hele året rundt. Sundhedstilbud som Checkpoint giver nye nuancer og hæver loftet i Aalborg overordnet – det er med til at gøre Aalborg mangfoldigt. Det gør mig glad som politiker, som aalborgenser og som menneske,” siger Tobias Bøgeskov.
FAKTA
Du kan læse mere og bestille tid på:
mitcheckpoint.dk
Adresse:
Checkpoint Aalborg
Jernbanegade 14, st. (hos Headspace Aalborg)
Åbningstider:
Mandag og tirsdag – 16-18