Er du AIDS-Fondets nye chefkonsulent inden for strategisk kommunikation?

AIDS-Fondets politik- og kampagneindsats vokser og skal i den kommende tid i endnu højere grad understøtte vores fortalerarbejde for målgrupper både nationalt og internationalt. Derfor søger vi en chefkonsulent. Som chefkonsulent i AIDS-Fondet er man ansvarlig for drift, udvikling og faglig kvalitetssikring af et større område i organisationen – inden for området ’strategisk kommunikation’ bliver dine primære ansvarsområder at:   

  • Udvikle, styre og evaluere vores løbende kampagne- og advocacy-indsats med blik for den nyeste viden og med en opdateret værktøjskasse inden for strategisk kommunikation.  
  • Integrere politik- og pressearbejde i indsatserne i tæt samarbejde med direktør, ledelse og øvrige kolleger på kommunikationsområdet og inden for det nationale og internationale arbejde. 
  • Identificere og udvikle dagsordener af relevans for AIDS-Fondets målgrupper og at eksekvere på dem i samarbejde med interne fagpersoner og eksterne stakeholders.
  • Kvalitetssikre AIDS-Fondets kommunikation på dansk og engelsk, både sprogligt og strategisk.
  • Indhente og omsætte viden og forskning til overbevisende budskaber og handlemuligheder for vores omverden.
  • Skabe alliancer og partnerskaber, der bidrager til at løfte AIDS-Fondets dagsorden inden for så forskelligartede felter som sundhed, international udvikling, LGBT+ området og socialområdet.  

Som chefkonsulent er du den spillende træner og empatiske indpisker på tværs af fagområder i organisationen. Du får ikke formelt personaleansvar, men du agerer som faglig leder ud fra klare strategiske mål, og derfor skal du trives med at lede både opad og udad. Om din profil primært er politisk, journalistisk eller kampagnestrategisk betyder mindre, men du skal have interesse for alle områder og være indstillet på at lytte til og motivere fagpersoner på områder, hvor du ikke selv er stærkest.  

For at lykkes med opgaven skal du i samarbejde med ledelsen og to andre chefkonsulenter være i stand til at:  

  • lede gennem projektledere og fagpersoner 
  • kommunikere tydeligt om forventninger og mål  
  • have økonomiforståelse på strategisk og eksekverende niveau 
  • planlægge projekter og ressourcer respektfuldt og inddragende 

Vi tilbyder spændende og alsidige opgaver i et job, hvor du i høj grad selv har indflydelse på indholdet. Du får et stærkt netværk af dygtige kolleger internt og eksternt, en arbejdsplads, der prioriterer både fagligt og socialt fællesskab højt og som samtidig giver plads til fleksibilitet på familie- og privatlivsfronten.   

Normkritik er en del af AIDS-Fondet, og du kan forvente en arbejdsplads som arbejder aktivt med at skabe en inkluderende organisation og tilbud, der møder målgrupperne ud fra deres behov. Du kommer til at indgå i en chefkonsulentgruppe, hvor sparring og udvikling prioriteres. Vi tilbyder ordnede forhold og løn på niveau med lignende organisationer.  

Ansøgningsfrist er 21. oktober kl. 09.00. Vi forventer at afholde første samtalerunde i uge 43 og anden runde med case-opgave i uge 44. Tiltrædelse 1. december eller snarest derefter. Vi opfordrer alle uanset kønsidentitet, seksualitet, etnicitet og hivstatus til at søge. Ansøgning og cv sendes til info@aidsfondet.dk.

Spørgsmål kan rettes til AIDS-Fondets direktør, Andreas Gylling Æbelø, andreas@aidsfondet.dk