Til Aarhus Pride med fokus på forebyggelse

09. Juni 2017

AIDS-Fondet fokus var på at informere om PrEP – en ny metode til at forebygge hiv – da vi deltog i Aarhus Pride. 

Det var både en festdag og en kampdag, da Aarhus Pride lørdag den 4. juni indtog smilets by med fest og farver. AIDS-Fondet deltog både i paraden gennem midtbyen og den efterfølgende folkefest, fordi der både er meget at fejre og meget at kæmpe for.

"I Danmark er der de seneste årtier sket store fremskridt med LGBT-personers rettigheder. Men rettigheder og lige muligheder er ingen selvfølge. Det er noget, der konstant skal arbejdes for at bevare og udvikle", siger AIDS-Fondets direktør Andreas Gylling Æbelø, der gik med i paraden.

"Homoseksualitet er forbudt i hvert tredje land i verden, og i endnu flere lande udsættes LGBT-personer for voldsom forfølgelse. Selv i Danmark er der mange, som ikke tør være åbne om deres seksualitet. Når man ikke er åben, er man svær at nå med budskaber om sikker sex, og det gør en mere sårbar over for hiv. Derfor er det vigtigt, at AIDS-Fondet viser flaget", siger Andreas Gylling Æbelø.

Fokus på en ny forebyggende behandling

På Aarhus Pride havde AIDS-Fondet særligt fokus på at informere om PrEP - en ny metode til at forebygge hiv. 

PrEP, eller Pre-Exposure Prophylactic, går ud på, at personer, som har høj risiko for at få hiv, tager medicin løbende for at beskytte sig mod hiv-smitte.

 PrEP blev introduceret i USA i 2012 og er nu også tilgængelig gennem de offentlige sundhedssystemer i lande som Frankrig og Norge. PrEP er endnu ikke frigivet i Danmark, men de infektionsmedicinske afdelinger i Danmark (herunder Skejby) deltager i et forsøg, hvor en gruppe danskere får den forebyggende medicin.

I Danmark er det blandt bøsser og andre mænd, der har sex med mænd, at PrEP kan gøre en stor forskel, fordi denne gruppe udgør størstedelen af dem, der bliver smittet med hiv herhjemme. 

"Alt tyder på, at PrEP som supplement til kondomer vil være et effektivt middel til at nedbringe antallet af nye smittede, og på langt sigt kan det være med til at stoppe epidemien i Danmark", siger Andreas Gylling Æbelø. 

Aarhus centrum for rådgivning og frivilliges aktiviteter i Jylland

AIDS-Fondets kontor i Østergade i Aarhus er centrum for AIDS-Fondets forebyggelse og rådgivning i Jylland og på øerne.

"Aarhus er ligesom andre større byer et sted, der tiltrækker mange fra vores målgrupper, herunder mennesker der lever med hiv, mænd der har sex med mænd, og migranter fra lande med høj forekomst af hiv. Derfor er det naturligt, at vi er stærkt til stede i Aarhus", siger Andreas Gylling Æbelø.

 I Aarhus er der rådgivning og forskellige aktiviteter for hiv-smittede og pårørende. Der er også tilbud om test for hiv og syfilis for AIDS-Fondets primære målgrupper. 

 Aarhuskontoret har også den daglige kontakt med frivillige fra hele Jylland, som bidrager med viden om målgruppernes ønsker og behov. Samtidig er de med til at distribuere informationsmaterialer, kondomer og anden form for forebyggelse ud til målgrupperne. 

"Det er et uhyre vigtigt arbejde, vores frivillige udfører. De sikrer, at AIDS-Fondet er til stede for en målgruppe, der ellers kan være svær at nå. Dermed bliver det også nemmere at beskytte sig mod hiv og andre sygdomme, der overføres seksuelt", siger Andreas Gylling Æbelø.