Sex er stadig forbundet med angst og skam. Har vi intet lært?

02. Februar 2018
Der er påfaldende fællestræk mellem konsekvensen af at leve med hiv og af at leve med digitale kropskrænkelser.

Der er helt åbenlys forskel på, om man bliver ramt af en uhelbredelig virus eller deling af en sexvideo. Men der er påfaldende fællestræk mellem konsekvensen af at leve med hiv og at leve med digitale kropskrænkelser. I AIDS-Fondet har vi i mere end 30 år rådgivet mennesker, der lever med hiv – fra det første chok og kaos til selvhad og selvanklage og endelig til håndtering af de livslange følger af diagnosen. Når deres oplevelser sammenholdes med fortællinger fra de mennesker, som i dag oplever at få nøgenbilleder og sexvideoer delt online, er der én overordnet og dybt deprimerende konklusion: Vi udskammer stadig mennesker, der oplever negative følgevirkninger af en af tilværelsens største og mest udbredte gratis forlystelser – at dyrke sex. Især tre tendenser bør få os til at spørge, om vi i vores på papiret så frisindede land overhovedet har bevæget os frem ad de sidste mange årtier?

Puritansk bebrejdelse

For det første ser vi den samme puritanske bebrejdelse fra ofrenes omverden: Da hiv viste sit grimme ansigt for mere end 30 år siden, blev der i Danmark sat ind med forebyggelse og oplysning. Vi tog fat om denne ukendte trussel, både i den offentlige debat og fra politisk hold, ligesom det er tilfældet med digitale krænkelser i dag. På alles læber - så langt, så frisindet. Men lige under overfladen lå tendensen til at insinuere offerets egen skyld, og det var dengang som i dag overvejende homoseksuelle mænd, der blev ramt. Men de levede jo også ret liberalt, gjorde de ikke? Måske skulle de dyrke lidt mindre sex? Og lære at passe bedre på, ikke?

Trods stor umiddelbar sympati for de - langt overvejende - yngre kvinder, der pludselig oplever deling af nøgenbilleder, ser vi den samme vanvittige tendens i dag. Skulle de ikke have passet bedre på? Havde de mon været lidt for lette og tankeløse?

Vel havde de ej. De havde været unge, glade, legende og tillidsfulde. Altså dumdristige? Nej. Kun nej.

Kronisk stress

For det andet oplever ofrene kronisk stress: I dag kan man holde hiv medicinsk nede, så det ikke smitter, men der findes ingen kur. Man lever altså et liv som kroniker og kan indtil videre ikke komme helt af med virus. Dermed kommer man heller aldrig helt af med den konstante overvejelse om, hvem man skal sige det til og hvornår. Forældrene? Arbejdspladsen? Den nye kæreste? Og det mest stressende: Hvem ved det allerede, og hvad tænker de i så fald om det? Er man allerede stemplet og dømt ude?

Ofre for digitale krænkelser beretter om samme type stress, eksempelvis ved et skoleskift. Og selv om man kan blokere på sociale medier og på anden vist holde den digitale virus stangen, så er man mærket og jaget. Og en sexvideo på nettet er i dag langt mere ukontrollerbar end et virus i kroppen. Man må derfor overveje, om man vil forsøge at genvinde noget af kontrollen ved at stå frem, eller om man vil skjule og frygte resten af livet. Hvorfor? Fordi man var uheldig, da man dyrkede sex.

Trussel mod eksistensen

For det tredje kan det opleves som om selve livet og eksistensen trues: I dagens Danmark er stort set alle med hiv så velbehandlede, at de lever ligeså længe som andre og ikke kan smitte. Den reelle død er altså ikke længere en bekymring, Men diagnosen er stadig forbundet med en angst for at blive truet på eksistensen - i form af social eksklusion, et liv i ensomhed og uden mulighed for igen at opleve reel tilknytning. På grund af frygten for reaktionerne.

Nu kan man jo som udgangspunkt ikke dø af at få delt et nøgenbillede eller en sexvideo, men hør så alligevel her: Jeg sad hver eneste dag og græd. Jeg begyndte at hade mig selv. Jeg glemte at trække vejret. Jeg fik blodsmag i munden. Jeg lå og rallede. Jeg sov ikke i flere måneder. Jeg troede, jeg skulle dø. Ordene kommer fra et offer for digitale kropskrænkelser, som stod frem i P1 programmet ”Shitstorm” for nyligt. Invaliderende angst for fuld udblæsning.

Lyt nu efter: Hun. Troede. Hun. Skulle. Dø!

Chokket og selvhadet var så altopslugende, at livets opretholdelse blev uoverskuelig. Hvis vi ikke fatter denne stormflod af skam, der kan følge af digital kropskrænkelse, vil vi se endnu voldsommere konsekvenser. Der findes allerede eksempler på selvmord som følge af online-chikane. Eksempelvis begik en ung italiensk kvinde selvmord i 2016 som direkte konsekvens af, at en sexvideo med hende var blevet spredt på internettet gennem halvandet år. Hvis vi ikke omgående omslutter disse ofre med vores ubetingede opbakning og omsorg, vil det kræve flere dødsfald.

Hiv-virus eller sexvideo. Fundamentalt forskellig i essens, men lignende i konsekvens: Man risikerer – aldeles uretfærdigt og uden bund i noget rationelt - at blive vraget som damaged goods, fordi man var uheldig med en aktivitet, som alle dyrker. Den største trussel er i begge tilfælde altså ikke den isolerede hændelse, men den massive stigma i kølvandet. Stadigvæk. Måske fordi vi dengang i firserne ikke definitivt nok fik sagt, at du ikke har noget at skamme dig over. Og det særlige ved skam er, at man ikke kan række ud og bede om hjælp - man skal allermest mødes med et kærligt og rummeligt blik. Som forsikrer dig, at du er ikke beskidt. At du fortjener vores kærlighed og respekt, uanset sin seksualitet. Det skal vi gøre bedre i dag.