Ny hiv-forebyggelse i Norge retningsvisende for Danmark

Inden længe vil Norge tage PrEP (Pre-Exposure Prophylaxis) i brug som supplement i det forebyggende hiv-arbejde.

Denne beslutning har Helseminister Bent Høie truffet, efter at Helsedirektoratet og Folkehelseinstituttet har anbefalet at mænd der har sex med mænd, og samtidig har mange skiftende partnere, skal tilbydes PrEP behandling. PrEP er en ny metode til at forebygge hiv, hvor man anvender medicin, der bruges i hiv-behandlingen, til at reducere risikoen for at blive smittet, hvis man er udsat for risiko for at blive smittet med hiv. PrEP nedsætter risikoen for hiv-smitte med 86% ifølge studier, og væsentligt mere, hvis man følger behandlingen som foreskrevet.

AIDS-Fondet mener, at jo flere forskellige forebyggelsesmetoder der findes, jo flere bliver anvendt til gavn for forebyggelsen af hiv. Derfor har AIDS-Fondet, i samarbejde med fire danske hospitaler, søgt om satspuljemidler til at lave en praksisafprøvning af PrEP, der skal omfatte op til 200 deltagere.

Direktør i AIDS-Fondet Klaus Legau siger at:

"Det er retningsvisende for vores arbejde, at Norge nu går forrest og indfører PrEP. For os betyder effektiv forebyggelse en kombination af forskellige tiltag, alt fra kondomer, til medicinske behandlinger over adfærdsændringer og adgang til tests."

PrEP er allerede godkendt som forebyggende hiv-behandling i bl.a. USA, Australien, Frankrig og Canada og tilbydes desuden i forskellige storbyer i Europa i forbindelse med pilotprojekter.

Selvom vi ved, at PrEP virker, er det endnu ikke godkendt i Danmark. Godkendelsesprocessen for at anvende hiv-medicinen Truvada til PrEP i Europa er i gang og varetages af European Medicines Agency (EMA). 

World Health Organization (WHO) og European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC) anbefaler, at europæiske lande integrerer PrEP i deres hiv-forebyggelsestilbud til dem, som er mest udsat for hiv.