Konference og undersøgelse om sex på stoffer

15. November 2017
AIDS-Fondets direktør Andreas Gylling Æbelø hilser velkommen til konferencen.
Sex på stoffer (kaldet chemsex) er ret udbredt i flere europæiske storbyer blandt mænd, der har sex med mænd. Mandag havde AIDS-Fondet en konference om chemsex, og i den forbindelse blev der offentliggjort en rapport om chemsex blandt mænd, der har sex med mænd, i Danmark. 

Chemsex har været kendt blandt mænd, der har sex med mænd, i flere europæiske storbyer, og nu ser fænomenet også ud til at være etableret i Danmark. 

Stofferne kan give en kraftig følelse af nydelse og seksuel lyst, og man kan have sex i længere tid – men de skaber også afhængighed og kan have voldsomme følgevirkninger. Samtidig øger chemsex risikoen for smitte med hiv, hepatitis C og andre sexsygdomme.  

Derfor havde AIDS-Fondet mandag inviteret eksperter og chemsex-brugere til en konference. Her blev der sat fokus på afhængighed af sex og stoffer, og hvordan målgruppen falder uden for de etablerede tilbud om hjælp og rådgivning. 

I forbindelse med konferencen offentliggjorde AIDS-Fondet en ny undersøgelse. I undersøgelsen har 352 nuværende og tidligere chemsex-brugere svaret på spørgsmål om deres erfaringer med chemsex. Undersøgelsen handler om de positive og negative oplevelser ved chemsex, og den giver et billede af, hvor og hvordan stoffer bruges i forbindelse med sex mellem mænd.

Download undersøgelsesrapporten her