Kirkekoncerten 2018: Læs Susse Wolds jubilæumstale

26. November 2018
Søndag den 25. november ringede eftermiddagskirkeklokkerne i Trinitatis Kirken ved Rundetårn i København ind til den årlige støttekoncert til fordel for AIDS-Fondet. Blandt gæsterne var EU-kommissær Margrethe Vestager, Kulturminister Mette Bock og naturligvis præsident for AIDS-Fondet, Susse Wold. Herunder kan du læse Susses tale fra aftenen.

Susse Wolds tale ved kirkoncerten til fordel for AIDS-Fondet 25/11-2018. Det talte ord gælder.

"I år er det tredivte gang, vi kan markere World AIDS Day. Og det er tyvende gang, vi markerer dagen med en kirkekoncert. For tyvende gang er vi sammen i minde og eftertanke. Vi gør status – og vi gør klar til at fortsætte mod nye mål.

Jeg kunne tænke mig at starte med at læse en lille passage:
”Jeg følte mig ulækker. Jeg følte, jeg kunne se virus under huden på mine arme.
Jeg vænner mig aldrig til at sige, at jeg er hiv-smittet.”

Siden vi holdt julekoncert første gang, er behandlingen blevet væsentligt bedre, den er blevet billigere og forskerne gør fortsat fremskridt. I sommer fik vi det endegyldige bevis for noget, som vi er mange, der vidst længe - nemlig at medicinen nu med sikkerhed er så god, at velbehandlede mennesker med hiv ikke kan smitte.

For kort tid siden virkede det helt utænkeligt at befinde sig i en tid, hvor ingen længere behøver dø af aids. Men der er vi nu. Alligevel har vi stadig brug for fremskridt. Passagen, jeg indledte med, er ikke fra mine møder med aidspatienter for årtier tilbage. Den er fra juli 2018.

Her stod 29-årige Lars frem i Politiken for at fortælle om sin hiv-diagnose, som han fik, da han var 21 år. Otte år senere har han stadig svært ved at tale om hiv.
Det var midt i angsten og i desperationen, vi fandt håbet hos hinanden dengang. I vores del af verden er angst og desperation i for høj grad afløst af isolation og grundløs stigmatisering.

Vi er kommet så langt – og det skal vi huske. Vi skal klappe os selv på skulderen for at have råbt op for 30 år siden, vi skal klappe dem på skulderen, som er kommet til hen ad vejen. For uden opråbene, uden demonstrationerne og uden indignationen, så havde vi ikke opnået de ting.

Men når vi husker, hvor langt vi er kommet, må vi ikke tabe den vej af syne, som vi stadig skal gå. Kampen for en verden uden hiv og aids er i høj grad en verdensomspændende kamp mod stigmatisering – og for ordentlighed.

Så næste uges World AIDS Day er også en kamp for ordentlighed, for anstændighed. At afvise en person alene fordi vedkommende har hiv er decideret uanstændigt. At én million mennesker fortsat dør af aids hvert år – i en verden, hvor ingen behøver dø af sygdommen – er uacceptabelt.

I år er det 20 år siden, vi stod her første gang. Dengang som i dag har jeg en drøm, som jeg holder fast i. Og man holder altså ikke op med at drømme, når man bliver 80 til jeres orientering. Jeg har en drøm om, at når der igen er gået 20 år, så taler jeg i en kirke, der ligger i en verden uden aids. En verden uden stigma. En mere anstændig verden.

Se, det må være en passende 100 års fødselsdagsgave."