Københavns Kommune støtter styrket testindsats

28. Oktober 2017
AIDS-Fondets Checkpoint i København skal nu også teste mænd, der har sex med mænd, for klamydia og gonore. Det er blevet muligt efter, at Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune har besluttet at øge bevillingen næste år. AIDS-Fondet glæder sig over beslutningen, der giver brugerne et mere sammenhængende tilbud.

Nu skal københavnske mænd, der har sex med mænd, også tilbydes test for klamydia og gonore, når de besøger AIDS-Fondets testtilbud Checkpoint. Det har Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune besluttet i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2018. 

- Det er skønt, at Københavns Kommune har imødekommet vores ansøgning og bevilget 150.000 kr. ekstra til indsatsen. Det betyder, at vi kan udvide tilbuddet med test for to sygdomme, som er udbredte i målgruppen, siger Andreas Gylling Æbelø, der er direktør i AIDS-Fondet.

Udvidelsen af Checkpoints tilbud er en del af AIDS-Fondets plan, der skal mindske mørketallet – altså dem der er smittet med hiv uden at vide det – blandt mænd, der er sex med mænd.

- Vi kan se, at Checkpoint i forvejen har godt fat i målgruppen, og at vi her i København, hvor epidemien er størst, finder mange smittede. Det skal vi styrke ved at skabe et samlet tilbud, som målgruppen synes er relevant, siger Andreas Gylling Æbelø. 

Han forklarer, at indsatsen mod de andre sexsygdomme samtidigt virker forebyggende mod hiv, fordi en ubehandlet klamydia eller gonore øger risikoen for at blive smittet med hiv, hvis en af parterne er smittet med hiv uden at vide det. 

- Der er et stort forebyggelsespotentiale ved at sikre hurtig test og behandling. Derfor er det glædeligt, at Købehavns Kommune øger den samlede støtte til Checkpoint.

 

Færre penge til kondomer
I kommunens budgetaftale er der afsat 10.000 kr. til kondomer til sårbare grupper. Tidligere har der været afsat en kvart million kroner på denne budgetpost, og indtil i år har AIDS-Fondet fået 100.000 kr. til kondomer til uddeling på saunaklubberne. 

- Vi kan se, at besparelsen både handler om, at kommunen allerede har kondomer på lager, og at den ikke ser det som en kommunal opgave at købe kondomer til mænd, der har sex med mænd, siger Andreas Gylling Æbelø og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at kondomer fortsat er en central del af forebyggelsen af hiv, men vi er også nødt til at forholde os til de politiske realiteter. Vi er løbende i dialog med både kommunen og med de centrale aktører i homo-miljøet, og jeg håber og tror på, at vi sammen finder en løsning, så der fortsat er kondomer til rådighed i en eller anden form. 

 

FAKTA:

  • Der skønnes at være 600 mennesker i Danmark, som lever med hiv uden at vide det. De 500 af dem er mænd, der har sex med mænd
  • Omkring 75 procent af dem, der bliver smittet med hiv i Danmark, er mænd, som har sex med mænd
  • 67 procent af dem, der fik konstateret hiv i 2016, var fra København
  • 182 danskere fik konstateret hiv i 2016 – 100 af dem var mænd, der har sex med mænd
  • I 2016 blev 15 procent af de nydiagnosticerede mænd, der har sex med mænd, fundet i AIDS-Fondets Checkpoint