European HIV-Hepatitis Testing Week 17.-24. November 2017 – Test. Treat. Prevent.

16. November 2017

Deltag i European Testing Week sammen med AIDS-Fondet! I næste uge lanceres European HIV-Hepatitis Testing Week for femte gang, endnu engang med fokus på at få flere testet for hiv og/eller hepatitis.

Sammen med over 600 andre NGO’er, hospitaler og klinikker i mere end 46 lande i Europa sætter Checkpoint København fokus på den europæiske test-uge – med udvidede åbningstider og tilbud om hepatitis C-test til alle kunder.

Det betyder, at Checkpoint København holder åbent to ekstra dage i uge 47, dvs. fra mandag den 20. til torsdag den 23. november kl. 16-19. Ud over den sædvanlige kviktest for hiv og syfilis, ville alle også få tilbudt en kviktest for hepatitis C - alt efter behov. Det er ikke nødvendigt at bestille tid.

Checkpoint Aarhus og Odense har åbent som sædvanlig, dvs. mandag den 20. november kl 17-19i Odense og torsdag den 23. november kl. 16-18 i Aarhus.

Formålet med den europæiske hiv-hepatitis test-uge er at øge opmærksomhed på HIV og hepatitis og ikke mindst de fordele, der er ved at blive testet og komme i behandling tidligt. Vi ved, at jo før man kommer i behandling som hiv-positiv, jo bedre mulighed har man for at bevare et godt helbred, ligesom risikoen for at smitte andre formindskes. Men på trods af dette er der stadig alt for mange, der ikke kender deres hiv-status.

Hvad er Checkpoint?

Checkpoint er AIDS-Fondets test-klinik, hvor du kan blive testet for hiv, syfilis og hepatitis C samt få rådgivning om seksuel sundhed. Det er anonymt og gratis, og du får svar med det samme. Du møder kompetente rådgivere, der har stor erfaring med at rådgive om hiv, sikker sex og andre sexsygdomme.

Checkpoint henvender sig primært til mænd, der har sex med mænd, migranter fra lande med høj forekomst af hiv (især Afrika syd for Sahara og Sydøstasien) og deres sexpartnere.