Drengen under appelsintræet

06. Oktober 2016
Dette er historien om en dreng, der skulle være død af aids. Og om mennesker som har intet, men som giver alt.

 

I en lille landsby i Zambia ligger fire huse og et appelsintræ. I byen bor en kvinde. Hun er fattig, men hendes køkkenhave er fuld af liv.

Under appelsintræet ligger en dreng. Solen brænder. Drengen er ved at dø af aids. Øjnene er mælkehvide og blikket er fjernt. Skulderbladene stikker skarpt ud af ryggen. Ben og arme er tynde som tændstikker og maven er udspilet.

Drengens mor er død af aids og faren er forsvundet. Men drengen er ikke alene. Kvinden med køkkenhaven har taget ham til sig.

Da hun fandt drengen syg af aids, tog hun ham op i sine arme og gik mange kilometer til det nærmeste hospital. Hun vidste, at drengen skulle testes for hiv i en fart, så han kunne få medicin og blive rask.

Men drengen bliver ved med at være syg. Kvinden er bange for at han vil dø. Hun har gjort alt, hvad hun kan for drengen. Men hun har brug for hjælp.   

"You have to tell them what it is like here!"

Det var da AIDS-Fondet var i Zambia i august for at besøge vores lokale partnerorganisation IWAWA (Itezhi-Tezhi Widows and Widowers Association), at kvinden med køkkenhaven kom fra nabolandsbyen og bad os indtrængende, om at tage med hende hjem. Hun ville vise os noget.

Udenfor kvindens hus fandt vi drengen under appelsintræet. Det var svært for AIDS-Fondets udsendte, at tage billedet af den lille syge dreng, men han gjorde det, for at fortælle om virkeligheden i Zambia

”Faktisk ville jeg slet ikke have taget billedet, for jeg bryder mig ikke om at udstille nogen, som ikke selv kan give deres tilladelse - og det var drengen her slet ikke i stand til - men min lokale kollega insisterede! "You have to tell them what it is like here!”, fortæller Aske Helweg Krarup, international projektleder i AIDS-Fondet.

Sikkerhedsnet af mennesker

Kvinden med køkkenhaven er frivillig i IWAWA, som hjælper efterladte, hvis partnere er døde af aids og forældreløse børn. IWAWA hjalp kvinden, da hendes mand døde af aids. Hun fik blandt andet hjælp til at starte en køkkenhave, så hun altid har mad og kan sælge grøntsager på markedet. Derfor vidste hun også, hvor hun og drengen kunne få hjælp.

I dag kommer de frivillige fra IWAWA forbi med mad og frugt til drengen, Den lokale præst kigger forbi hver dag og drengen har været på hospitalet igen og fået ny medicin. IWAWA’s frivillige har spændt sikkerhedsnettet ud og drengen under appelsintræet og kvinden med køkkenhaven får alt den hjælp de behøver.

”Disse fantastiske frivillige har, på trods af ekstrem fattigdom, et brændende ønske om at hjælpe hinanden i kampen mod aids. Det er dem, som gør hele forskellen. Drengens chancer for at overleve var små, da kvinden fandt ham, men i dag har de aldrig været større. Drengen vil leve, hvis bare han får den rigtig medicin og tjekkes op på. Vores samarbejde med IWAWA er drømmen om et bæredygtigt internationalt hiv/aids projekt, fordi de er i stand til at opretholde sig selv, helt uden støtte fra Danmark. Det betyder at IWAWA kan fortsætte med at bekæmpe hiv og aids langt ud i fremtiden, siger Aske Helweg Krarup.

Planen er, at AIDS-Fondet trækker sig ud af projektet om 1 år. Så skal IWAWA nemlig være 100 % selvkørende og blive ved med hjælpe mennesker til blive testet for hiv og komme i behandling.

”Næste gang jeg besøger Zambia og IWAWA’s frivillige, håber jeg, at drengen sidder under appelsintræet og spiser appelsiner – frisk og i behandling for hiv. Det vil være et bevis på, at projektet har båret frugt og IWAWA’s frivillige er parate til, at AIDS-Fondet trækker sig og rejser videre til andre lokale projekter, som har brug for vores hjælp”, fortæller Aske Helweg Krarup.

AIDS-Fondet er den eneste donor der arbejder med IWAWA. Arbejdet består i:

  • Sundhedsklinik og base for organisationen: AIDS-Fondet har med støtte fra Det Obelske Familiefond finansieret et hus til IWAWA. Her kan alle blive testet og få gratis rådgivning omkring hiv og aids og hiv-positive kan mødes og dele deres problemer.
  • Undervisning: AIDS-Fondet rådgivere underviser de frivillige i viden om hiv og aids, anti-stigma og vigtigheden af at blive testet og få behandling. Den viden giver de videre til andre i deres lokalsamfund, og på den måde bekæmper de både stigma og forhindrer spredningen af hiv ved at opfordre folk til at blive testet.