AIDS-Fondets avisbude uddelte Verdens Bedste Nyheder

07. September 2018
Fredagens morgen blev #verdensbedstemorgen, da AIDS-Fondets frivillige og ansatte sammen sprang ud som avisbude på Nørreport Station i København og på Odense Banegård. For niende år i træk blev avisen fyldt med Verdens Bedste Nyheder delt ud 188 steder i landet af i alt 1651 personer.  

I morges var verdens bedste morgen. Glade københavnere og odenseanere fik avisen Verdens Bedste Nyheder af AIDS-Fondet med på farten. Men vi var ikke alene! I Odense fik vi for eksempel selskab af borgmester Peter Rahbæk Juel (S), medlem af Folketinget Julie Skovsby (S), rådpersonerne Susanne Crawley (B) og Brian Dybro (F) og endelig folketingskandidat Anne Skau (B).

AIDS-Fondet deltager i uddelingen af Verdens Bedste Nyheder, fordi vi mener, det er vigtigt at nuancere og kvalificere debatten. Og de positive nyheder bliver i vores vurdering for ofte forbigået til fordel for det negative og konfliktfyldte. Men der er faktisk rigtig gode nyheder at fortælle.

Det går eksempelvis bedre for pigerne på så markante områder som uddannelse, sundhed og politisk indflydelse. På verdensplan kommer næsten lige så mange piger som drenge i grundskole – 88 procent af alle piger i verden mod 90 procent af drengene.

Samtidig har kvinderne overhalet mændene, når det handler om at læse videre.  I dag bliver der i gennemsnit optaget 112 kvinder for hver 100 drenge på videregående uddannelser verden over. Også på sundhedsområdet går det fremad for kvinderne. Mødredødeligheden er næsten halveret i forhold til 1990, blandt andet fordi flere og flere kvinder har adgang til kvalificeret lægehjælp ved fødsler.

Pigernes rettigheder får det også bedre og bedre. Børneægteskaber blandt de yngste børn er mere end halveret siden 2000, hvor 11 procent af verdens piger blev gift, før de var 15 år. Nu er tallet 5 procent. Andelen af piger, der bliver omskåret, er faldet med cirka en fjerdedel siden 1990. Der kommer også flere og flere kvindelige politikere - nu er næsten en fjerdedel af parlamentsmedlemmer verden over kvinder, hvilket næsten er en fordobling siden 1990.