AIDS-Fondet mener: Myterne om hiv har længe overdøvet forskningen. Det skal være slut nu

09. August 2018
Den velbehandlede, hiv-positive person kan ikke smitte. Ikke engang ved ubeskyttet sex.
Følgende opinionsindlæg er skrevet af Jens Lundgreen, klinisk professor i infektionsmedicin, og Andreas Gylling Æbelø, direktør i AIDS-Fondet, og blev bragt i Politiken den 25. juli 2018
 
Hiv er ikke bare hiv. Hiv er en diagnose, der alt for ofte kommer med en tung rygsæk af skam, stigma og isolation.
Selvom behandlingen stadig bliver bedre, og selvom man sagtens kan leve med hiv, så er den mentale tilstand for mange hiv-positive stadig signifikant ringere end gennemsnittet.
 
Myterne og misforståelserne om hiv har længe larmet mere end 30 års intens forskning. 33 procent vil være betænkelige ved at kysse en hiv-positiv person. En tredjedel af danskere vil være nervøse for at blive smittet, hvis deres kok på en restaurant har hiv. 44 procent vil forstå en arbejdsgivers beslutning om ikke at ansætte en person, hvis vedkommende har hiv.

De primære ofre for disse misforståelser er mennesker med hiv. De lever med en sygdom, hvor historien om, hvordan det er at have hiv, i for høj grad fortælles af deres omverden frem for fakta.

Selvom både ngo’er og forskere længe har slået til lyd for, at hiv-positive kan leve deres liv på nøjagtig samme måde som hiv-negative, så har vi manglet det endelige, overrumplende bevis. Lige indtil nu.

Risikoen ved smitte er umålelig
Danske forskere har i et observationsstudie konkluderet, at den velbehandlede, hiv-positive person ikke kan smitte. Ikke engang ved ubeskyttet sex. Det internationale Partner-studie, der er drevet fra dansk grund af forskningsenheden Chip, har fulgt 1.000 mandlige, homoseksuelle par fra 14 forskellige lande i Europa.

Den ene partner var hiv-positiv, og den anden var hiv-negativ. I løbet af perioden fra 2010 til 2018 indrapporterede parrene i alt knap 75.000 anale samlejer uden kondom. Der blev ikke fundet et eneste tilfælde af smitte mellem parrene. Nul.

Dermed kan vi endegyldigt konkludere, at risikoen ved smitte i forbindelse med ubeskyttet sex mellem en velbehandlet, hiv-positiv person og en hiv-negativ person er umålelig. Disse resultater er overbevisende, og det er fortjent godt nyt til alle, der lever med hiv, enten direkte eller som pårørende. Men de er ikke overraskende for de hiv-positive.

Velbehandlede – altså hiv-positive personer, hvis medicin har bragt virussen ned på et umåleligt niveau i en periode på mindst seks måneder – har længe kendt til den forsvindende lille risiko.

Velbehandlethed

Når man har hiv og er velbehandlet, kan man ikke smitte andre med hiv.

Man er velbehandlet, når man ikke længere kan måle mængden af hiv i ens blod. I Danmark får personer, som lever med hiv, målt deres virusmængde to gange om året og er derudover i tæt opfølgning med læge.

At den risiko nu endegyldigt viser sig at være ikke-eksisterende, bør være en nyhed til den brede befolkning og sætte en stopper for de misforståelser, som for længe har fået lov til at leve i fred.

Det her er en nyhed til gæsterne på restauranten med den hiv-positive kok, chefen med den hiv-positive medarbejder og til den forelskede, der er faldet for en hiv-positiv person.

Vi kan stadig ikke kurere hiv. En vaccine eller en kur har sandsynligvis lange udsigter, og sygdommen er stadig kronisk. Men det er stigmaet ikke. Det kan vi komme til livs – og det skal vi.

Dermed kan vi endegyldigt konkludere, at risikoen ved smitte i forbindelse med ubeskyttet sex mellem en velbehandlet, hiv-positiv person og en hiv-negativ person er umålelig.
 
Flere anonyme testtilbud er en forudsætning for en verden uden hiv/aids
Denne cementering ændrer dog ikke ved den primære opgave, som handler om at begrænse udbredelsen hiv i Danmark og i verden. I Afrika er aids stadig den største dødsårsag blandt kvinder i den fødedygtige alder. I Danmark finder vi hvert år knap 200 nye tilfælde af hiv.

Men Partner-studiet viser vigtigheden af at diagnosticere hiv og få folk i behandling så hurtigt som muligt. Med FN’s – og dermed også Danmarks – mål om en verden uden aids i 2030 in mente, så viser disse nye resultater med al ønskelig tydelighed, at behandling er en effektiv forebyggelsesstrategi.

Udbredelsen af hiv drives af de ikke-diagnosticerede. I Danmark skønnes der at være 600 mennesker, som har hiv uden at vide det. Mennesker, som kan nå at smitte andre, inden de selv bliver testet.
 
Med udgangspunkt i Partner-studiet bør vi øge mængden af målrettede testtilbud og øge opmærksomheden på hiv hos lægerne generelt, så vi kan få hiv-positive i behandling så hurtigt som muligt.

Indtil ikke-diagnosticerede kender deres status, må vi selvfølgelig ikke glemme andre beskyttelsesstrategier som kondomet og særligt PrEP – pillen, der kan forebygge, at man bliver smittet med hiv. Men disse kan ikke stå alene.
 
Vi har nu al ønskelig videnskabelig evidens for, hvilke strategier der virker.
Det er på tide, at vi lukker det her kapitel i vores fælles historie – vi har værktøjerne til at udrydde en sygdom, som for længe har fået lov til at fylde for meget.
Lad denne danske undersøgelse blive startskuddet til et dansk førerskab mod udryddelsen af aids.