AIDS-Fondet lancerer #smukkeliv kampagnen

Foto: Anne Nicolajsen

Den 18. august lancerer vi kampagnen #smukkeliv i samarbejde med Mads Nørgaard og Josephine Skriver.

Sammen med designeren Mads Nørgaard lancerer vi kampagnen #smukkeliv, der sætter fokus på at alle liv er smukke – uanset køn, seksualitet og hiv-status. Den internationale danske topmodel Josephine Skriver er model og ambassadør for kampagnen. Hun er regnbuebarn, og hun har markeret sig som fortaler for homoseksuelles rettigheder.

- Hele mit liv har jeg altid levet efter at behandle alle lige og leve efter det motto. Så da jeg hørte om kampagne #smukkeliv fra AIDS-Fondet var det som taget ud af guidebogen jeg altid har forsøgt at følge. Meget beæret over at være med til at sprede det budskab, siger Josephine Skriver om hendes engagement i kampagnen.

Hos AIDS-Fondet er vi også beæret.

- Josephine Skriver har tidligere bakket op om kampen mod hiv og aids i USA, og vi er rigtig stolte af, at hun  vil støtte AIDS-Fondets arbejde mod diskrimination af mennesker, som lever med hiv, siger Jane Fogedby, der er projektleder i AIDS-Fondet.

Mads Nørgaard har produceret en eksklusiv T-shirt til #smukkeliv-kampagnen. T-shirten er den populære model TUBA, og der er fremstillet et begrænset antal, som er to-stribet i AIDS-Fondets røde farve samt matchende lyserød. For hver solgt T-shirt går der 80 kroner til AIDS-Fondets arbejde med at bekæmpe diskrimination.

- Vi kan se, at mange danskere har en usikkerhed, når de møder et menneske, som har hiv. Usikkerheden bliver ofte til afstandtagen eller direkte afvisning, siger Jane Fogedby og fortsætter:

- Frygten får mange hiv-smittede til at holde deres sygdom hemmelig for familie, venner og kolleger. Det betyder, at de ikke får den kærlighed, støtte og opbakning, som alle mennesker med en kronisk sygdom har behov for.

Undersøgelser viser ellers, at de fleste danskere godt ved, hvordan hiv smitter, og hvordan det ikke smitter.

- Vi skal minde hinanden på, at der ikke er noget at være bange for i mødet med et mennesker, som lever med hiv. Vi ønsker med kampagnen at hylde alle liv og sætte fokus på, at homoseksuelle og mennesker med hiv er smukke liv og har ret til et liv uden diskrimination. Derfor er vi enormt glade for, at Mads Nørgaard og Josephine Skriver har engageret sig i kampagnen #smukkeliv, siger Jane Fogedby.

TAK TIL:

Jesper Thomsen|Unique models, Josephine Skriver, Mads Nørgaard, Sidsel Alling, Fotograf Anne Nicolajsen |Artist & Agency, make-up artist Laura Stiassni|The Wall Group, Hår-stylist Melisande Page, Mode-stylist Anne Stine Bae, Produktionsassistent Siri Sanden, Dune Studios i New York, Lou Thatt|SPALT PR, Katinka Hilden, Anders Bach Petersen|WETOUCH

Kampagnen #smukkeliv lanceres 18. august 2017. Blusen kan købes i Nørgaards butikker og webshop.