AIDS-Fondet: Indførelsen af PrEP nødvendiggør en ny, national hiv-strategi

30. November 2018

Lang tids bestræbelser på at få indført den præventive medicin mod hiv, PrEP, har endelig båret frugt. I går, den 29. november, besluttede Danske Regioner, at hospitaler i fremtiden skal tilbyde præperatet til udvalgte målgrupper. Indførelsen af PrEP vil være et markant skridt mod et Danmark uden nye tilfælde af hiv – men det skal indføres klogt, siger Andreas Gylling Æbelø, direktør i AIDS-Fondet

PrEP, pillen, der forebygger hiv, har det borgerlige navn Pre-Exposure Prophylaxis (før-eksponerings profylaxe). Den 29. november 2018 udkom Danske Regioner med en pressemeddelelse, der annoncerer, at PrEP kommer til Danmark i 2019.

Vores nabolande har længe haft PrEP-tilbud i forskellige udformninger, men Danmark har været fodslæbende trods en entydig anbefaling fra Sundhedsstyrelsen fra august 2017. Uenighed om, hvem der skal afholde udgifterne og udfordringer af praktisk karakter, lader nu til at være afklaret. Forkvinde for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, udtaler:

”Hiv kan fortsat få vidtrækkende konsekvenser for dem, der bliver ramt. Derfor er vi glade for, at PrEP-medicin snart bliver et fast tilbud, der er tilgængeligt for de borgere, som er i særlig risiko.”

”Det er et vigtigt skridt. Lad os tage det fuldt ud!”
Direktør for AIDS-Fondet, Andreas Gylling Æbelø, er tilfreds med, at Danske Regioner nu offentligt peger på PrEP som et væsentligt element i kampen mod udbredelsen af hiv. Samtidig påpeger han, at det også er på høje tid:

”Der foreligger konkrete erfaringer fra snart sagt alle lande i Vesten, metoden er gennemtestet, og forskningsresultaterne har i årevis kun peget i én retning: PrEP er et afgørende redskab i kampen for at forebygge hiv,” siger Andreas Gylling Æbelø og fortsætter:

”Herhjemme fik vi for knap halvandet år siden Sundhedsstyrelsens anbefaling, der utvetydigt viste, at PrEP er en god forretning for Danmark – og siden da er prisen kun faldet. Styrelsen vurderer, at pillen vil kunne halvere antallet af nye tilfælde af hiv. For hver uge, der går, vil der være nye tilfælde af hiv, der kunne være undgået. Derfor håber jeg, at udrulningen for alvor tager fart nu.”

Mest mulig forebyggelse for pengene
Danske Regioner påpeger i deres pressemeddelelse, at man først i det nye år vil se på, hvordan PrEP mere specifikt skal indføres i Danmark.

”I AIDS-Fondet har vi den indsigt og erfaring, der skal til for at identificere og komme i dialog med de mennesker, der er i størst risiko for at få hiv – og dermed er målgruppen for PrEP” siger Andreas Gylling Æbelø og afslutter:

”Beslutningen om at indføre PrEP i Danmark er endelig taget. Det er en fantastisk nyhed. Men hvis vi skal høste det fulde udbytte, er det afgørende, at vi taler sammen på tværs af skel mellem politiske beslutningstagere, embedspersoner, hospitaler og civilsamfundsorganisationer. Vi skal starte en samtale om en samlet hiv-strategi, der sikrer en koordineret og effektiv indsats i hele landet. Det er en samtale, som vi ser frem til at bidrage til.”