Hepatitis B

 

Hvad er Hepatitis B?

Hepatitis B er et virus, der angriber leveren og som kan give både akut og kronisk leverbetændelse. Smitten sker gennem blod og seksuel kontakt – særligt analsex – og den rammer derfor primært  mænd, der har sex med mænd. Den bedste beskyttelse er at blive vaccineret for hepatitis B. Det kan du blive hos din egen læge eller AIDS-Fondets Checkpoint i København.

Kronisk hepatitis B-infektion giver øget risiko for at udvikle skrumpelever i løbet af en årrække, og øget risiko for at få leverkræft.

 

Hvordan smitter Hepatitis B?

Hepatitis B smitter via blod, ved seksuel kontakt og fra mor til barn under fødslen, idet virusset findes i sæd, præsperm, skedesekret og blod. Hepatitis B er meget smitsomt, og kan overleve uden for kroppen i størknet blod i over 7 dage.

Hvis du er MSM, er du i særlig risiko for at få hepatitis B, da de seksuelle praksisser, som virusset primært smitter igennem er analsex og oralsex. Det skyldes, at virusset skal direkte ind i din blodbane, for at der kan ske overførsel af smitte.

I lande med høj forekomst af hepatitis B, og hvor blod ikke screenes rutinemæssigt, kan der være risiko for at blive smittet i sundhedsvæsnet f.eks. ved blodtransfusion. Herudover er der risiko for smitte gennem nålestik, operation, tandlægebehandling, tatovering og piercing såfremt instrumenterne ikke er rene eller der anvendes forurenede produkter.

 

Hvordan beskytter du dig og dine sexpartnere mod Hepatitis B?

Hvis du har flere sexpartnere, anbefales en vaccine mod hepatitis B. Du kan få vaccinen gratis hos din egen læge eller ved Checkpoint i København, hvis du bor i Region Hovedstaden og er MSM.

Herudover kan du og dine partnere vaske jer analt med intimsæbe. I kan også bruge slikkelap ved rimming og kondom med vand- eller silikonebaseret glidecreme ved analsex for at mindske risikoen for smitte.

 

Hepatitis B globalt

På verdensplan er over to milliarder mennesker blevet inficeret med hepatitis B virus, og ca. 350 millioner mennesker er kroniske bærere af HBV og kan således smitte andre. Det gør hepatitis B til en af de hyppigste sygdomme på verdensplan.

I Danmark er der omkring 15.000 kroniske bærere af hepatitis B, og det skønnes, at kun ca. halvdelen af alle hepatitis B smittede er kendt i sundhedsvæsenet i Danmark.

Symptomer

Efter smitte kan du udvikle symptomer på sygdommen, men du kan også være bærer af sygdommen uden at vide det. Mange oplever ingen eller så lette symptomer, at sygdommen ikke bliver opdaget.  

Om du får symptomer afhænger bl.a. af alderen på smittetidspunktet. Hos voksne er det kun ca. 30%, der udvikler symptomer på leverbetændelse såsom feber, kvalme, mavesmerter og gulsot med mørkfarvet urin og lys afføring. De fleste, der oplever symptomer, bliver efterfølgende raske og immune.

5-10 % af dem, der smittes som voksne, udvikler kronisk leverbetændelse, som kan give senfølger som skrumpelever og mere sjældent levercellekræft.

 

Vaccination mod Hepatitis B

Hepatitis B vaccination gives normalt i tre doser. Det er dog muligt at give fire doser i kortere interval, hvis du skal beskyttes inden for en kortere periode f.eks. forud for en udenlandsrejse til et land, hvor der er risiko for smitte.

Ved et normalt vaccinationsprogram for hepatitis B får du de to første vaccinationer med ca. 30 dages mellemrum efterfulgt af en vaccination minimum fem måneder efter anden vaccine. Efter den tredje vaccination er du 90 – 95 % beskyttet mod hepatitis B resten af livet.

 

Behandling

Akut HBV leverbetændelse behandles symptomatisk, hvorimod kronisk hepatitis B kan behandles med midler, der hæmmer virus formeringen.

Formålet med behandlingen af kronisk hepatitis B er ikke nødvendigvis at opnå helbredelse, men at bringe infektionen over i et inaktivt stadie, og dermed mindske risikoen for udvikling af senfølgerne skrumpelever og leverkræft.

Behandlingsvarigheden kan variere fra tidsbegrænset (12 måneder) op til vedvarende hos de fleste. Personer med kronisk hepatitis B infektion følges på specialafdeling, hvor behovet for behandling løbende kan vurderes.

 

.