Hepatitis A

Hvad er Hepatitis A?

Hepatitis A  er en meget smitsom virus, der giver akut betændelse i leveren. Leveren er et livsvigtigt organ, som du ikke kan undvære. Leveren står bl.a. for udskillelse af affaldsstoffer fra blodet og omdannelse af energien fra den mad, du indtager.

Hepatitis A kan ikke udvikle sig til kronisk hepatitis, og du kan ikke blive smittet med hepatitis A igen, hvis du er blevet smittet én gang, da infektionen giver immunitet.

Hvordan smitter Hepatitis A?

Hepatitis A kommer ind i kroppen via slimhinderne i f.eks. munden eller endetarmen. Hepatitis A smitter typisk igennem vand eller madvarer, som er forurenet med tarmbakterier. Blandt mænd der har sex med mænd (MSM), er hepatitis A dog også en sexsygdom.

Der er størst risiko for at smitte andre i den første tid, efter man selv er blevet smittet.

Hepatitis A blandt MSM

Siden juni 2016 har et udbrud med mere end 1000 tilfælde af hepatitis A (HAV) berørt 15 lande i Europa – primært blandt mænd der har sex med mænd (MSM).

Hvis du hyppigt har analsex, dyrker rimming eller rejser i lande med en høj forekomst af hepatitis A, er det en god ide at blive vaccineret for hepatitis A ved din egen læge eller på en vaccinationsklinik. 

Hvordan beskytter du dig og dine sexpartnere mod Hepatitis A?

Hepatitis A og hiv udvikler sig hurtigere, hvis du er smittet med begge sygdomme. Det er derfor vigtigt, at du bliver vaccineret mod hepatitis A og jævnligt testes for hiv , hvis du har været i situationer, hvor du kan blive smittet.

Den bedste beskyttelse for hepatitis A virussen er at blive vaccineret på en vaccinationsklinik eller ved din egen læge. Vaccinen koster ca. 540 kr., og hvis du er medlem af Sygeforsikringen Danmark, får du et tilskud på 50%.

Du kan også beskytte dig imod hepatitis A ved at bruge kondomer og vand- eller silikonebaseret glidecreme når du har analsex, slikkelapper når du dyrker rimming, og handsker når du bruger fingrene analt f.eks. ved fisting.

Herudover kan det nedsætte risikoen for smitte, hvis du og dine partnere vasker jer analt med intimsæbe og skyller endetarmen inden sex.

Sørg også for at vaske hænder med sæbe, hvis du har været i berøring med afføring.

Symptomer på Hepatitis A

Hepatitis A kan give madlede, kvalme, let feber og muskel- og ledsmerter. Derudover kan huden og det hvide i øjnene få en gullig farve, og urinen kan blive mørkere og afføringen lysere.

Hepatitis A er den mildeste af leversygdommene. Mange får ingen symptomer og opdager ikke, at de er smittede. Eventuelle symptomer kan være meget ubehagelige og vil typisk opstå 10-40 dage efter smittetidspunktet. De fleste bliver raske i løbet af et par uger, men der kan også gå 1-2 måneder, inden sygdommen går over.

Vaccination mod Hepatitis A

Hepatitis A vaccinationen består af to vacciner, der gives med mindst et halvt års mellemrum. Anden dosis kan imidlertid gives mange år efter første dosis. Den første vaccine kan gives med det samme og giver næsten 100% beskyttelse mod hepatitis A i 12 måneder. Efter anden vaccine vil du opnå den langvarige beskyttelse på op mod 40 år. Du skal således aldrig starte forfra med vaccinationsserien. Ved udlandsrejse kan første vaccination gives frem til afrejsedagen.

Der findes to hepatitis A vacciner: Vaqta® og Havrix®. De har samme effekt og bivirkninger som er, at du kan opleve ømhed og rødme ved indstiksstedet. Derudover kan du få symptomer på en mild influenza, hvor du kan føle sig træt og utilpas. De bivirkninger du oplever er immunforsvarets respons på vaccinen.

Kortvarig beskyttelse (ca. 3 måneder) kan desuden opnås ved indsprøjtning af gammaglobulin.