Hvad er en hiv-test?

En hiv-test viser, om man er smittet med hiv. Der findes forskellige typer hiv-test, som er pålidelige hhv. fire eller otte uger efter smitterisiko. Den eneste sikre måde at finde ud af, om man er smittet med hiv, det er at få taget en hiv-test.

Sådan foregår testen

I Danmark bliver de fleste hiv-tests lavet med en blodprøve, men man kan også teste for hiv i spyt og andre kropvæsker. Blodprøven sendes til analyse på et laboratorium, hvor man undersøger den for forskellige tegn på hiv.

Det sikreste tegn på hiv er, at der er dannet antistoffer. De er nemlig kun til stede, hvis man er smittet med hiv, og de forsvinder ikke igen. Derimod kan det være meget forskelligt, hvor meget virus der er i blodet, alt efter hvor længe man har været smittet. I nogle perioder vil der være så lidt, at det ikke kan måles. Derfor ville en test, der kun ledte efter selve virusset, ikke være sikker.

To typer test

Der findes to forskellige typer hiv-test, som fungerer lidt forskelligt:

Antistof-testen tester kun for antistoffer mod hiv. Da det kan tage op til 8 uger at udvikle antistoffer, er det først, når der er gået 8 uger fra mulig smitte til test-tidspunkt, at et negativt test-resultat er fuldt pålideligt.

Kombi-testen tester for både hiv-antistoffer og hiv-antigen. Da hiv-antigen kan spores i blodet langt tidligere end antistoffer, er resultatet af en kombi-test fuldt pålideligt efter 4 uger.

ANTISTOFFER

Antistoffer dannes af immunforsvaret, når et fremmed virus kommer ind i kroppen. Deres rolle er at binde sig til virus og uskadeliggøre det.

Der kan kun være antistoffer mod hiv, hvis immunforsvaret har været udsat for hiv.

ANTIGEN

Hiv-antigen er det stof, der får immunforsvaret til at reagere og producere antistoffer mod hiv. Antigen er tilstede tidligere end antistoffer, og derfor kan en antigentest give et pålideligt resultat hurtigere efter, man har været udsat for smitterisiko.

Der kan kun måles hiv-antigen, hvis man er smittet med hiv.

En positiv hiv-test skal altid bekræftes og du kan altid regne med en negativ hiv-test, hvis der er gået de 4 uger (kombi-testen) eller 8 uger (antistof-testen) fra du kan være smittet.

Til gengæld kan en test godt være det, man kalder falsk positiv. Derfor skal en positiv hiv-test altid bekræftes af en såkaldt konfirmatorisk test, før en person kan betegnes som hiv-positiv.

Hvilke tests bruges hvor?

  • I AIDS-Fondets Checkpoints bruger vi en såkaldt kombi-test, der både måler antistof og antigen. Det betyder, at den er pålidelig allerede 4 uger efter, man har været udsat for smitterisiko. Der er tale om en kviktest, som giver svar indenfor nogle minutter, og hvis den er positiv, henviser vi dig til en hiv-afdeling for at få det positive svar bekræftet i en ekstra test.
  • Kønssygdomsklinikkerne og hospitalerne i Danmark bruger typisk kombi-testen. Svartiden varierer en del.
  • Privatpraktiserende læger sender deres prøver forskellige steder hen. Spørg din læge, hvilken slags test lægen bruger i sin praksis.