Symptomguide

Her kan du finde en guide over de symptomer, der kan indikere, at du kan have en sexsygdom samt forslag til, hvilke sexsygdomme det kan være. 

Nogle af symptomerne som f.eks. kløe kan være helt almindelige og behøver ikke være et symptom på en sexsygdom. Hvis du mener, du kan være blevet smittet med en sexsygdom, skal du kontakte din læge, en sexsygdomsklink eller Checkpoint, hvor du kan blive testet.

Kløe

Kløe er helt almindeligt og behøver ikke være et symptom på en sexsygdom. Kløe i røven eller på pikhovedet kan være et tegn på en infektion med klamydia eller gonoré. Det kan også være forstadiet til et begyndende herpes-udbrud.  

Smerte

Smerter kan komme af mange forskellige grunde. Smerter i røven kan være et symptom på et begyndende herpes-udbrud eller en klamydia-infektion.

Smerter og svie når du tisser

Smerter og svie når du tisser kan være et tegn på en infektion med klamydia eller gonoré.  

Sår og udslæt

Sår og udslæt kan komme af mange forskellige årsager. Sår på pikken, i røven eller omkring munden kan være herpes. Det kan også i sjældne tilfælde være et symptom på syfilis. Syfilis kan desuden give et rødligt udslet i munden, på brystet, ryggen, armene, benene, hænderne eller fodsålerne.

Udflåd

Udflåd fra røven eller pikken kan være et tegn på en infektion med klamydia eller gonoré.

Blister og blærer

Blister eller blærer kan komme af mange grunde, og kan også gå i sige selv igen. Blister og blærer på pikken eller i røven kan være et begyndende herpes-udbud.

Diarre

Diarre kan være helt almindeligt, men hvis du tænker, at du kan være blevet smittet med en sexsygdom, kan diarre være et symptom på en klamydia-infektion i røven.

Blødning fra røven

Blødning fra røven kan komme af mange forskellige grunde, men hvis du oplever det, er det en god idé at kontakte din læge. Blodig, slimet afføring kan bl.a. være et symptom på celleforandringer eller kræft i endetarmen.

Træthed og udmattelse

Træthed og fysisk udmattelse kan skyldes mange ting, og kan bl.a. komme af for lidt søvn. Hvis du har mistanke om, at du har en sexsygdom, kan ekstrem træthed og fysisk udmattelse være et symptom på hepatitis A, hepatitis B eller hepatitis C.