Hvad er hiv?

Hiv er et virus, der nedbryder en vigtig del af immunforsvaret. Det betyder, at kroppen får svært ved at forsvare sig mod andre sygdomme og infektioner.

Hiv er et virus, der angriber immunforsvaret hos den, der bliver smittet. Hiv kan ikke formere sig uden hjælp, og derfor placerer hiv sit eget arvemateriale i nogle af kroppens celler. Hiv vælger en bestemt slags celler, der kaldes CD4-celler, som er en vigtig del af vores immunforsvar. 

CD4-cellerne er en slags vagter, der alarmerer andre dele af immunforsvaret, hvis vi bliver ramt af virus, bakterier eller mikroorganismer. Hiv har let adgang til CD4-cellerne, fordi hiv har et protein på overfladen, der fungerer som en slags nøgle til CD4-cellerne.

Hiv nedbryder immunforsvaret

Hvorfor hedder det hiv

Hiv er en forkortelse for Human Immundefekt Virus.

  • Human betyder, at det angriber mennesker

  • Immundefekt fortæller hvilken skade, virus gør - nemlig at ødelægge immunforsvaret 

  • Virus fortæller hvilken type "angriber" hiv er, nemlig en virus og ikke f.eks. en bakterie

Når man er smittet med hiv, siger man, at man er hiv-smittet eller hiv-positiv.

Normalt vil CD4-cellerne lave nye celler til immunforsvaret, men fordi hiv har placeret sit arvemateriale i cellen, vil den i stedet producere nyt hiv, som kan invadere andre CD4-celler. Efterhånden som flere og flere af immunforsvarets celler er optaget af at producere nyt hiv, vil der være færre celler til at alarmere immunforsvaret. 

Det betyder, at immunforsvaret langsomt bliver nedbrudt af hiv, og risikoen for at man bliver ramt af alvorlige følgesygdomme bliver markant større.

Der kan være stor forskel på hvor lang tid der går, fra man bliver smittet med hiv, til sygdommen kræver behandling. For nogle hiv-smittede varer det kun få år. Andre kan leve med sygdommen i 20 år uden at få behov for medicin. 

Færre får følgesygdomme

Nogle af følgesygdommene skyldes mikroorganismer, som mange mennesker har uden at mærke noget til det, fordi mikroorganismerne bliver holdt nede af et sundt immunforsvar. Andre af følgesygdommene er bestemte kræftformer eller infektioner, som man heller ikke ser hos personer med normalt immunforsvar.

Den medicinske behandling har gjort, at færre hiv-smittede får alvorlige følgesygdomme. Det er også blevet muligt at forebygge eller behandle flere af de følgesygdomme, der ellers var udbredte blandt hiv-smittede.