Transpersoner kan få test og rådgivning om hiv og kønssygdomme

Checkpoint for transpersoner og nonbinære

Velkommen til Checkpoint

Vi er rigtig glade for at se dig!

Det har længe været et ønske for os at udvide Checkpoint med test og rådgivning om seksuel sundhed for transpersoner og non-binære. 

Der findes ikke danske tal på området, men udenlandske undersøgelser viser, at transpersoner og non-binære er blandt de hårdest ramte grupper, når det handler om hiv og andre sexsygdomme. 

Sammen med dårlig – og ofte direkte diskriminerende- behandling i sundhedssystemet, gør det, at mange ikke får den nødvendige behandling. Det vil vi gerne lave om på.

Når vi taler om krop, køn og seksualitet

Det kan være grænseoverskridende at tale om sex. Samtidig er vi opmærksomme på, at det kan være ekstra stressende for dig, hvis du er usikker på, hvordan vi i Checkpoint taler om din krop eller din identitet som transperson eller nonbinær.

Vi vil gerne have, at dit besøg i Checkpoint kommer til at handle om det vigtige – nemlig om din seksuelle sundhed og velvære. Derfor har vi fokus på, at vi handler og taler på en måde, der er med til give dig en tryg oplevelse.

Når din rådgiver taler med dig om dit sexliv, spørger vedkommende derfor, hvordan du gerne vil have, at de omtaler dine kønsdele – eller andre dele af din krop, hvis det er relevant. 

Vi spørger som regel direkte til, hvordan du har sex, hvor du møder dine partnere, og om du bruger beskyttelse. Det er vores erfaring, at vi bedre kan rådgive dig, hvis vi taler direkte om tingene – men du er altid velkommen til at sige, hvis du synes, noget bliver for privat.

  For dig der har et andet navn og/eller køn end dit juridiske

Hvis du ønsker at blive testet for klamydia eller gonorré i Checkpoint, skal du vide, at vi skal bruge dit fødselsnavn, cpr-nummer og mobilnummer når prøven sendes til hospitalet. Det er nemlig nødvendigt for, at vi kan bestille prøverne og får dem analyseret på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital. 

Du kan dog stadig blive testet anonymt for hiv, syfilis og hepatitis C, hvis det er relevant.

Den første gang du kommer i Checkpoint, vil vi bede om dit sygesikringskort, så vi kan slå dit personnummer op og oprette en journal i vores lægesystem. 

Vi kan dog registrere dig med et andet navn i vores system, hvis du gerne vil have, at vi hos Checkpoint bruger et andet navn end dit juridiske. Ønsker du, at vi bruger et andet navn, kan du sige det receptionisten, når du afleverer dit udfyldte registreringsskema. Receptionisten vil bede dig skrive en seddel med det navn og pronomen, du ønsker at vi skal bruge, og derefter bliver det noteret i din journal hos os.
 

Sådan vælger vi den rigtige test til dig

I Checkpoint i København tester vi for klamydia og gonorré ved at tage podninger (en lille prøve på en vatpind) fra henholdsvis svælget, kønsdelene og endetarmsåbningen. Man kan også teste for klamydia og gonorré med en urinprøve, men vi foretrækker podninger, fordi resultatet er mere præcist, og samtidig viser de, hvor på kroppen en eventuel infektion sidder.

Du tager selv podningerne i en privat kabine, der er indrettet til det. Prøven placeres i et glas, der er mærket med det sted på kroppen, hvor podningen er taget – svælg, urinrør, skede eller endetarm. 

Fortæl rådgiveren det, hvis en podning ikke vil fungere for dig. Det kan være, hvis du er opereret, eller området er for følsomt til en podning, så finder vi en anden løsning.

 

BOOK TID TIL TEST

Tilbud om vaccination mod HPV i Checkpoint

Checkpoint er med i en særlig indsats med gratis HPV-vaccination til 18 til 25-årige, som er:

  • Transkvinder, der er til mænd
  • Cismænd der er til mænd
  • Non-binær person med ulige personnummer, der har sex med mænd

HPV kan blandt andet overføres i forbindelse med sex. Det er ret smitsomt, og man kan godt blive smittet, selvom man bruger kondom ved sex. Derfor kan det være en god ide at blive vaccineret.

Vaccinationsprogrammet er en del af finansloven, hvor der er afsat penge til en toårig indsats, som skal samle op og sikre HPV-vaccination til 18 til 25-årige transkvinder og mænd, der er til mænd – en gruppe der ikke tidligere har haft mulighed for gratis vaccination.

Vaccinen skal gives tre gange, og det er vigtigt, at du husker at få alle tre vacciner. Det vil sige, at du skal forbi Checkpoint igen henholdsvis tre og seks måneder efter den første vaccination.

Praktisk information 

Du skal være fyldt 18 år d. 1. januar 2020 eller senere - og endnu ikke være fyldt 26 år når du får den sidste af de tre vaccinationer. 

Når du at fylde 26 år inden 2. eller 3. vaccine, skal du desværre selv betale for de sidste vacciner hos din egen læge eller en vaccinationsklinik.

Du er velkommen til at ringe til Checkpoint, hvis du har spørgsmål om HPV, og hvordan du kan blive vaccineret. Vi sidder klar ved telefon 33 91 11 19 alle hverdage kl. 10 – 14.  

 

BOOK TID HER

PrEP er også en mulighed for dig

Som transperson eller nonbinær kan du muligvis have gavn af PrEP, der er en forebyggende behandling, hvor dagligt man tager en tablet, der beskytter mod overførsel af hiv.

PrEP er en forkortelse for pre-exposure prophylaxis, og det betyder en behandling, man tager før man er udsat for smitterisiko.

Behandlingen har eksisteret nogle år, og den er efterhånden ret udbredt blandt cis-mænd, der har sex med mænd. Men PrEP kan også være en rigtig god forebyggelsesmetode for transpersoner og nonbinære, som er i høj risiko for at få hiv. 

Læs mere om PrEP og find særlig information, der er vigtig for transpersoner og nonbinære på PrEP.

 

Læs mere om PrEP

Hjælp os med at blive bedre

I Checkpoint arbejder vi vil hele på at blive bedre, og derfor vil vi gerne høre din mening. 

Fortæl os, hvis du har oplevelser i dit møde med Checkpoint, hvor du tænker, at vi kan blive bedre. Du kan enten sige det til din rådgiver, når du er i Checkpoint, eller du kan skrive direkte til , der er ansvarlig for Checkpoints testtilbud.

Hvis der er ting, vi kan gøre bedre på vores hjemmeside, eller har ideer til artikler om transpersoner og seksuel sundhed, kan du skrive direkte til , der er ansvarlig for Checkpoints hjemmeside. 

Alle henvendelser behandles fortroligt