Livet med hiv - Lige så dramatisk som dit

I anledning af World AIDS Day vil AIDS-Fondet skabe et nyt og mere tidssvarende billede af livet med hiv. Et billede af et liv og en hverdag, som lige så vel kunne være dit liv og din hverdag. Hvorfor er der brug for et nyt billede af hiv? Det kan du læse mere om her. Og nu du er i gang, så glem ikke at se vores tre højdramatiske kampagnefilm!

De voldsomme billeder fra 1980'erne og 1990’erne, hvor hiv/aids-epidemien brød ud, og alle var bange for aids, har brændt sig fast i danskernes bevidsthed.

Men der er sket uendeligt meget siden dengang, hvor en hiv-diagnose virkelig var meget dramatisk. I dag er den medicinske behandling nemlig så effektiv, at mennesker med hiv lever lige så længe som alle andre og ikke kan smitte. 

Alligevel frygter danskerne stadig hiv og bliver ængstelige i mødet med mennesker, der lever med sygdommen. Deres forestillinger om livet med hiv er låst fast i de gamle billeder, der igen fører til afstandtagen over for mennesker, der lever med sygdommen.

Det er netop frygten for omverdenens reaktioner på den lille sætning "jeg har hiv", der er grunden til, at mange mennesker med hiv den dag i dag finder det svært at tale åbent med andre om sygdommen. Og i modsætning til danskernes frygt for omgang med mennesker med hiv, er frygten for fordommene helt reel. Mange hiv-positive oplever nemlig stadig, at venner, familie og den øvrige omverden tager afstand fra dem, hvis de er åbne om deres hiv-status.

Livet med hiv. Lige så dramatisk som dit.

Det er grunden til, at vi i anledning af World AIDS Day 2017 kaster os ud i en svær og vigtig mission: At skabe et nyt og tidssvarende billede af livet med hiv. Et billede af liv med sorger og glæder og ikke mindst med små hverdagsdramaer i form af bilkøer, bussemænd, børn, løbende vandhaner og fløde, der har overskredet sidste salgsdato.

Vær med til at gøre op med fordommene om hiv. Fortæl den nye historie vidt og bredt - for eksempel ved at dele vores tre kampagnefilm "Livet med hiv. Lige så dramatisk som dit."

TAK 

 

 

Udryd myterne, og del fire sandheder om livet med hiv

Sex/smitte

Personer, der lever med hiv og er i behandling, opnår et så lavt virustal, at de ikke kan smitte andre. Derfor er der ingen risiko for at blive smittet med hiv ved ubeskyttet sex med en velbehandlet hiv-smittet. (Der er dog altid risiko for at blive smittet med andre sexsygdomme ved ubeskyttet sex)

I og med, at virustallet holdes nede af medicinen, kan personer, der lever med hiv få børn og generelt leve et liv som alle mulige andre.

Stigma

Personer, der lever med hiv oplever desværre stadig stigma fra omverdenen. Det kan medføre, at mange holder deres sygdom hemmelig for selv deres nærmeste familie, venner og kollegaer. Stigma er baseret på irrationel frygt og manglende viden om livet med hiv. For at bekæmpe stigma, er det derfor vigtigt, at vi genstarter samtalen om hiv og livet med hiv.

Levealder

Hiv er en kronisk sygdom. Medicin gør, at personer, der lever med hiv i Danmark kan leve de samme liv som alle andre og dø af alderdom.

Bivirkninger

Medicinen er i dag så effektiv, at der er meget få bivirkninger. Personer, der lever med hiv vurderer, at deres fysiske helbred er lige så godt som resten af den danske befolkning.