Tal om hiv

I anledning af årets World AIDS Day ønsker vi at genstarte samtalen om hiv blandt homomiljøet og det bredere LGBT+ miljø.

Tal fra en Hollandsk undersøgelse viser, at 70% af de homoseksuelle respondenter, der lever med hiv har oplevet stigma fra andre homo- eller biseksuelle mænd. Også i Danmark er stigmatiseringen af mennesker, der lever med hiv et problem i homomiljøet og det bredere LGBT+ miljø.

Mange oplever, at der ikke tales om hiv, at det er en slags 'ikke-emne'. Når et emne ikke tales om, bliver det ofte mystificeret og dermed fremmedgjort. Dette har blandt andet ført til, at den viden der er på området ikke bliver delt, eller at man forholder sig til 'gamle fortællinger' om hvordan det var en gang. Dette fører eksempelvis til, at budskabet om, at man ikke kan smitte andre med hiv, hvis man er velbehandlet, ikke kommer ud til alle i homo- og LGBT+ miljøet.

Forestil dig, at de, som du føler en tilknytning til og som ellers backer dig op, vender dig ryggen og ikke accepterer dig for den du er. Det er noget af det sværeste personer, der lever med hiv kan opleve. Derfor er der i forbindelse med World AIDS Day et særligt fokus på, at genstarte samtalen om hiv.

Den manglende samtale og åbenhed omkring hiv, fører til stigmatisering og forskelsbehandling af personer, der lever med hiv. Det har også den negative effekt, at personer, der er i højrisiko for at få hiv, undlader at blive testet for hiv, fordi man frygter det stigma en hivdiagnose kan medføre. I Danmark får omkring 200 personer diagnosen hvert år. Og Statens Seruminstitut vurderer, at der er 600 personer i Danmark, som lever med hiv uden at vide det. 

Hør Bartek og Mikkels historie. Start samtalen. Tal om hiv.

Se filmen om Barteks og Mikkels ærlige og rørende historie, hvor åbenhed om hiv viser sig at være afgørende for deres forhold

Det kan være svært at tale om hiv. Men vi SKAL tale om hiv. For frygten for omgivelsernes reaktioner fører alt for ofte til, at mennesker med hiv isolerer sig socialt. Hvilket igen er med til at fastholde de mange fordomme og fejlopfattelser, der stadig omgiver sygdommen.

Derfor sætter vi i AIDS-Fondet nu fokus på at få genstartet samtalen om hiv.

Ikke mindst i homomiljøet er det vigtigt, at vi får genstartet samtalen. Vi skal skabe trygge rum, hvor man kan tale åbent og fordomssfrit om hiv, og hvor mennesker, der lever med hiv, føler sig velkomne.

Som med så meget andet i livet er første skridt på vejen, at vi taler om tingene. Så hjælp os med at genstarte samtalen om hiv ved at se filmen om Mikkels og Barteks historie og dele den i dit netværk. Se også vores kampagneside aidsfondet.dk/talomhiv, som vi har forsynet med mere inspiration til, hvordan du kan være med til at starte samtalen.

Hvad kan du gøre?

Du kam bidrage til at genstarte samtalen om hiv. Du kan gøre det lige der, hvor du på sociale medier, på baren, til frokosten eller over middagsbordet. Her er tre spørgsmål som du kan stille dig selv, og dele med andre:

  • Hvorfor er det vigtigt for dig, at der bliver talt om hiv og livet med hiv?
  • Har du haft nogle gode samtaler om hiv eller livet med hiv, som har været vigtige for dig?
  • Hvordan kan andre være med til at genstarte samtalen om hiv?

Du kan også for eksempel dele viden om:

  • At en som er smittet med hiv og er velbehandlet, ikke kan smitte andre med hiv.
  • At det at blive smittet med hiv ikke handler om, at en lille gruppe mennesker har været uforsigtige, men at vi alle sammen kan komme til at have fx ubeskyttet sex og for nogle har det medført, at de er blevet smittet med hiv

Vi håber, at rigtig mange vil være med til at starte samtalen om hiv. Derfor må du også rigtig gerne dele din samtale på fx Facebook, Instagram, Twitter og Snapchat.

  • Tag et billede af dig selv, af dig og din(e) samtalepartner(e) eller af stedet hvor i talte sammen.
  • Skriv kort om hvorfor du mener, at det er vigtigt at tale om hiv. Brug #talomhiv. Del det på fx Facebook, Twitter, Instagram eller Snapchat.Tag gerne @AIDS-Fondet i dit opslag.

Udryd myterne, og del fire sandheder om livet med hiv

Sex/smitte

Personer, der lever med hiv og er i behandling, opnår et så lavt virustal, at de ikke kan smitte andre. Derfor er der ingen risiko for at blive smittet med hiv ved ubeskyttet sex med en velbehandlet hiv-smittet. (Der er dog altid risiko for at blive smittet med andre sexsygdomme ved ubeskyttet sex)

I og med, at virustallet holdes nede af medicinen, kan personer, der lever med hiv få børn og generelt leve et liv som alle mulige andre.

Stigma

Personer, der lever med hiv oplever desværre stadig stigma fra omverdenen. Det kan medføre, at mange holder deres sygdom hemmelig for selv deres nærmeste familie, venner og kollegaer. Stigma er baseret på irrationel frygt og manglende viden om livet med hiv. For at bekæmpe stigma, er det derfor vigtigt, at vi genstarter samtalen om hiv og livet med hiv.

Levealder

Hiv er en kronisk sygdom. Medicin gør, at personer, der lever med hiv i Danmark kan leve de samme liv som alle andre og dø af alderdom.

Bivirkninger

Medicinen er i dag så effektiv, at der er meget få bivirkninger. Personer, der lever med hiv vurderer, at deres fysiske helbred er lige så godt som resten af den danske befolkning.