"Jeg havde accepteret hadet mod mig"

Erika Castellanos har kæmpet for sit eget liv og kæmper for andres liv. Det har haft store konsekvenser. I dag lever hun med hiv og kæmper stadig for transpersoners ret til at være den du er – og for at stoppe aids inden 2030.

Erika Castellanos er ambassadør for Den Globale Fund til bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria og står skulder mod skulder med AIDS-Fondet i kampen for en verden uden aids. Erika rejser verden rundt for at tale transpersoners sag. Da Erika besøgte AIDS-Fondet delte hun også sin personlige kamp, som transkvinde, der lever med hiv.

Erika frygter ikke længere for sit liv, som hun gjorde i hjemlandet Belize. Sidste år rejste hun mod kærligheden i Holland og væk fra dødstrusler og daglig chikane. Det var efter flere drab på LGBT-personer, at Erikas kæreste overtalte hende til at komme til Holland, og hun sagde farvel til arbejde, familie og venner. 

Livet som transkvinde i Belize, stifter og direktør for landets eneste LGBT-organisation, har haft store personlige konsekvenser for Erika og hendes familie. Nu, hvor hun ikke er i livsfare, kan hun se hvor alvorlig situationen var. 

”I dag tog jeg bussen til supermarkedet, i dag sad jeg i en park. Sådan skrev jeg på min facebook profil de første uger efter jeg var flyttet til Holland. Belize er et tropisk paradis, men aldrig i mit liv har jeg, taget mig den glæde at nyde en tur i parken eller tage bussen til supermarkedet. Jeg kunne ikke, fordi jeg er transkvinde” , fortæller Erika. 

I et stykke tid så Erika sig over skulderen for hvert et skridt og gik over på modsatte fortov, hvis en person kom imod hende. Men i dag tør hun nyde helt almindelige glæder og gøremål i hverdagen i Holland. Hun har fået opholdstilladelse, færdiggjort sin uddannelse, fået job Director of Programs at Global Action for Trans* Equality og er blevet gift med sit livs kærlighed. Hun er ambassadør for Den Globale Fond til bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria og kæmper for transpersoners rettigheder. 

Du lever ikke – du overlever
Med adgang til et liv med muligheder og rettigheder, som er en selvfølge for mange mennesker, reflekterer Erika i dag over sit liv som transperson og konsekvenserne, når had bliver en uundgåelig del af hverdagen. 

”Du lever ikke, du overlever. Det var det jeg gjorde i Belize – jeg overlevede. Jeg lagde al min energi i mit arbejde for transpersoners liv og rettigheder, fordi det var min eneste flugt fra et kaos af stigma, diskrimination og frygten for at blive dræbt. Efter jeg kom til Holland fortalte min mor, at hendes første tanke, hver gang telefonen ringede, var: nu fortæller de mig, at de har dræbt min skat ”, siger Erika og fortsætter:

”Det står klart for mig nu, at jeg havde accepteret hadet mod mig, fordi jeg ikke kendte til en hverdag uden diskrimination. Det fik mig til at indse, at mennesker over hele verden accepterer had. De accepterer stigma og diskrimination og kan ikke se at deres rettigheder bliver krænket, fordi de ikke kender til andet. Da jeg flyttede til Holland og pludselig kunne åbne en bankkonto og gå i supermarkedet, gik det op for mig, at jeg i Belize havde accepteret krænkelserne mod mig, fordi jeg er transperson”. 

Gnisten
Diskrimination af transpersoner gør minoriteten ekstra udsat for hiv-smitte, fordi mange er tvunget til sexarbejde for at overleve. Erika måtte også sælge sin krop for at overleve og blev smittet med hiv. 

”Jeg fik konstateret hiv i 1995. På det tidspunkt var der ingen behandling og hver uge døde 2-3 af mine venner. Jeg troede jeg skulle dø og indskrev mig selv på et hospice – der var ikke andet at gøre - og det eneste jeg ønskede var en værdig død”. 

Men i 1996 kom behandlingen og Erika fik medicin og overlevede. I en tid fuld af død spirede samtidig hendes engagement og kamp mod stigma.

”Hver dag så jeg mennesker dø under de værste omstændigheder. Der var så meget stigma om hiv og aids, fordi folk var bange. Pårørende forlod dødende mennesker på hospitalet og kom aldrig tilbage igen. Mens jeg selv var i stand til det, sad jeg ved deres side. Jeg vil aldrig glemme de mennesker og det rørte mig dybt, at mennesker, som var ved at dø, takkede mig for at bare sidde hos dem, så de ikke skulle dø alene”, siger Erika. 

Og midt i al elendigheden mødte Erika en kvinde, som kunne få dødende mennesker til at le. 

”Kvinden stod der på hospitalet med en baby i armene og fortalte jokes hele tiden. Hun kunne ikke stoppe med at le og lavede endda jokes om hiv og fik os til at le af den sygdom, som tog livet fra os. Lige der tændte hun en gnist i mig og jeg kan huske, at jeg tænkte, sådan vil jeg være. For hvis jeg ikke kunne redde mennesker fra at dø, så ville jeg få dem til at grine før de døde”, fortæller Erika med gnist i de mørke øjne.


Den du er
I dag taler Erika passioneret for, hvordan vi kan forebygge hiv/aids hos transpersoner, når hun rejser rundt som ambassadør for Den Globale Fund til bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria. Hendes gnist er tændt for at skabe plads om bordet til de udsatte målgrupper, når vi skal finde løsninger på hiv/aids udfordringerne. Erika ser kønsidentitet, som en af de helt store forhindringer, der skal ryddes af vejen, hvis vi skal forebygge nye hiv-tilfælde hos transpersoner over hele verden.

”Hvis vi ikke anerkender hinanden for hvem vi er, så kan vi ikke forebygge hiv og aids blandt transpersoner. Du vil ikke gå til et hospital, hvor du bliver kaldt for et andet navn og diskrimineret på grund af din kønsidentitet eller seksualitet. Ændrer vi på vores syn på køn, så åbner vi op for muligheden for at udtrykke hvem vi er, og vi skaber adgang til skoler, sundhedssystemer og banker for transpersoner. Det vil gøre transpersoner i stand til at skabe sig et godt liv med adgang til sundhedsydelser og rettigheder – kun således kan transpersoner passe bedre på sig selv og undgå hiv-smitte ”, fastslår Erika.

I dag udgør udsatte målgrupper og deres sexpartnere 54% af alle nye hiv-tilfælde i verden og kun 2% af alle de midler, som bliver samlet ind på verdensplan, går til forebyggelse af hiv hos mennesker, som er mest udsatte for at få hiv. 

Erika Castellanos stopper aldrig med at kæmpe for transpersoner og andre udsatte målgruppers rettigheder. AIDS-Fondet kæmper sammen med Erika og Den Globale Fond for flere midler til kampen og for at udsatte målgruppers stemmer og behov bliver hørt. Sammen skaber vi en verden uden aids og nye hiv-tilfælde inden 2030.
 

Læs mere om Erika Castellanos arbejde for Den Globale Fond til bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria