International forskning i vaccine

På trods af fremskridt i forebyggelsen af hiv tyder intet på, at vi kan stoppe epidemien uden en vaccine. Det er en udfordring, der kræver øget investering. 

Hiv- og aids-epidemien er en af de mest ødelæggende katastrofer nogensinde, og hvert år bliver mere end to millioner mennesker smittet med hiv.

Selvom der er fantastiske fremskridt i adgangen til den behandling, der redder liv og mindsker smitsomheden, er antallet af mennesker, der bliver smittet med hiv stadig næsten det dobbelt så stort som antallet, der får adgang til behandling. Det er selvfølgelig uholdbart og dækker over manglende metoder til at forebygge hiv. 

 

Eksisterende forebyggelse er ikke nok
De eksisterende metoder til at forebygge hiv, såsom kondombrug, at forebygge mor-til-barn smitte, at udlevere rent værktøj til stofbrugere og den mindre smitsomhed, som opnås ved hiv-behandlingen har hjulpet til at 20 procent færre nu bliver smittet globalt.

Det er et fantastisk resultat, men det er stadig ikke nok til at bremse epidemien og langt fra nok til at udrydde virusset. Samtidig er der både biologiske, sociale, kulturelle og politiske barrierer for at mange grupper af mennesker kan beskytte sig selv. For eksempel er piger og kvinder i udviklingslande langt mere udsatte for hiv end mænd, fordi kvinderne mangler metoder, de selv kan tage i brug for at beskytte sig. Det samme gælder for flere marginaliserede grupper, som stofbrugere og mænd, der har sex med mænd, som på trods af, at de er i størst risiko for hiv, har den dårligste adgang til forebyggelse.

En hiv-vaccine er den bedste løsning
Forskere verden over arbejder på at udvikle en vaccine mod hiv.

For det første er en hiv-vaccine den mest kost-effektive metode til at bekæmpe en epidemi. Andre store globale dræbere såsom polio og mæslinger er udryddet, fordi der er udviklet en vaccine. Det er simpelthen den billigste og mest effektive metode at udrydde hiv-epidemien på.

For det andet vil en vaccine kunne omgå mange af de sociale og kulturelle barrierer. For eksempel skal en vaccineret kvinde ikke afhænge af en mands brug eller ikke-brug af kondom for at beskytte sig ved sex, og hun er beskyttet, også hvis hun gerne vil have børn. En vaccine vil desuden hjælpe marginaliserede grupper, der med en vaccine ikke behøver at risikere konstant at udstille sig for at få adgang til beskyttelse mod hiv. 

Hiv-virusset er en udfordring
På trods af, at en hiv-vaccine vil kunne være med til at udrydde hiv-epidemien, findes en vaccine stadig ikke. Og på trods af, at der de seneste år er mange gode resultater, er der ikke udsigt til, at en effektiv vaccine er lige om hjørnet. Det er der primært to årssager til:

Hiv er det mest komplicerede virus, der endnu er set. En traditionel vaccine, som består af svage versioner af virusset, der kan føre til, at immunforsvaret genkender og nedkæmper det rigtige virus, hvis man udsættes for det, kan ikke bruges i forhold til hiv. Derudover muterer hiv så ekstremt meget og med så stor unøjagtighed, at immunforsvaret ikke har en chance for at genkende og nedkæmpe et hiv-virus. Samtidig findes der flere varianter af hiv-virus i forskellige regioner af verden.

For det andet er der et såkaldt hul i markedet. Det vil sige, at private medicinalvirksomheder ikke satser på at udvikle en vaccine, når 'kunderne' primært vil være fattige mennesker, der lever i fattige lande. Og national grundforskning er ikke gearet til hurtigt at udvikle et produkt til markedet. 

Men en hiv-vaccine er mulig. Et stort hiv-vaccine forsøg i Thailand i 2009 demonstrerede, at en vaccine kan forebygge hiv i mennesker - ikke nok til at producerer en vaccine, men nok til at vise, at det kan lade sig gøre. Desuden viser forsøg på aber gode resultater og i grundforskningen arbejdes der på de såkaldte 'broadly neutralising antibodies', som er antistoffer, der genkender den lille del af hiv, der ikke muterer og som er ens for alle grupper af hiv-virusset.

 

AIDS-Fondet støtter forskningen i nye forebyggelsesmetoder
AIDS-Fondet støtter International AIDS Vaccine Initiative (IAVI), der er en global, non-profit forskningsinstitution, som arbejder på at udvikle en vaccine, der er effektiv og tilgængelig over hele verden. Investeringerne kommer fra rige landes regeringer, såsom Danmark, samt store filantroper såsom Gates Foundation.

Styrken ved IAVI er netop, at organisationen udfylder det tomrum i forskningen mellem grundforskning og lovende produkter, hvor ingen investerer, når produktet skal bruges i de fattigste lande. Desuden arbejder IAVI altid i samarbejde med udviklingslandene og udvikler derved forskningsmiljøer og sundhedssystemer. For eksempel IAVI udført forskningstest i 11 lande i Asien, Afrika, Europa og USA. Undervejs er der bygget syv forskningscentre og 13 laboratorier i Afrika, 300 forsknings- og sundhedspersonale er blevet uddannet i Indien og Afrika og 200.000 mennesker har modtaget rådgivning og hiv-test, som de ellers ikke ville have fået adgang til. 

Danida har siden 2003 støtte Internatinal AIDS Vaccine Initiative.

Følg med i udviklingen af en hiv-vaccine på www.iavi.org