Anonym telefonisk rådgivning

33 91 11 19

Hverdage kl. 10- 14

.

Hiv og mænd, der har sex med mænd

Mænd, der har sex med mænd, får hiv oftere end den generelle befolkning. AIDS-Fondet forebygger hiv med tilbud om hiv-test, kondomer og målrettede kampagner.

Mænd, der har sex med mænd, er fortsat den største gruppe blandt nye hiv-smittede i Danmark hvert år. Det hænger sammen med, at analsex er mere risikabelt end andre sexformer, og at hiv forekommer oftere i målgruppe, så det er mere sandsynligt, at en partner er smittet.

Hver femte hiv-smittede i Danmark er ikke klar over sin status og er derfor ikke i behandling. En stor andel af denne gruppe er bøsser og andre mænd, der har sex med mænd. Det har store helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte ikke at vide, at man er smittet med hiv, og samtidig er mørketallet i høj grad med til at drive den fortsatte smittespredning.
 
Derfor er AIDS-Fondets vigtigste forebyggelsesindsatser målrettede kampagner og tilbud om hiv-test.
 
Kampagner, kondomer og glidecreme
AIDS-Fondet laver – i samarbejde med målgruppen - målrettede oplysningskampagner og sikrer relevant oplysning i homo-miljøerne. Vi har kontinuerligt et korps af frivillige, som er bøsser og biseksuelle mænd, der deler kondomer og glidecreme ud på rastepladser, saunaer, bøsse-barer og sexklubber og bakker aktuelle kampagner op.
 
Adgang til kondomer og glidecreme til målgrupperne er en central del af forebyggelsen af hiv.  Alene i bøsse-miljøet uddelte AIDS-Fondet mere end en halv million kondomer i 2012.
 

"Danske bøsser er blevet bedre til at dyrke sikker sex. I de 10 år, der er lavet sexlivsundersøgelser blandt målgruppen, har usikker sex været i stigning. Men i den seneste undersøgelse ser det nu ud til at være vendt."

Susan Cowan, Statens Serum Institut

Checkpoint – hiv-test for bøsser og biseksuelle
Et af de vigtigste elementer i en effektiv hiv-forebyggelse er, at personer fra risikogrupperne vælger at blive hiv-testet. Det er vigtigt, fordi det enkelte menneske derved kan tage vare på sit eget helbred og mindske risikoen for at smitte andre.

Derfor har AIDS-Fondet etableret såkaldte Checkpoint i København, Aarhus og Odense, hvor bøsser og andre mænd, der har sex med mænd, kan blive testet for hiv og syfilis og få svaret indenfor en time. 
 
Checkpoints opgave er at tilbyde nem adgang til rådgivning og test, samt at være med til at motivere flere med risiko-adfærd fra målgruppen til at blive testet for hiv. Styrken ved Checkpoint er, at rådgivningen er anonym, fordomsfri og i øjenhøjde med brugerne.
 
For en person, der tester hiv-positiv, betyder det, at personen kan komme i hiv-behandling; en behandling, der giver hiv-smittede næsten samme levetid som ikke hiv-smittede. For langt de fleste smittede i Danmark betyder behandlingen, at hiv undertrykkes så meget i kroppen, at den hiv-smittede ikke kan smitte videre. Og dét er den mest effektive forebyggelse, vi har mod overførsel af hiv, alvorlige følgesygdomme og død.
 
Rådgivning som forebyggelse
For en person, hvis hiv-test viser sig negativ, kan selve test-situationen være forebyggende, når testen indledes og efterfølges af rådgivning om sikker sex, samt suppleres med test af andre sexsygdomme, der kan øge risikoen for hiv. Ved en personlig test-rådgivning øges motivationen for at beskytte sig mod hiv.
 
– AIDS-Fondets Checkpoint har i 2012 fundet 10 hiv-positive. Det svarer til 1 procent af testene – det lyder ikke af meget, men på landsplan findes der kun hiv-smittede i under en halv procent af testene.
 
 

Relaterede emner

Cookies

En cookie er en lille tekstfil, der giver mulighed for at lagre oplysninger eller tilgå allerede lagrede oplysninger på brugerens pc, smartphone, ipad eller lignende med det formål at indhente data om brugeren.