Kondom og glidecreme

Kondomet beskytter mod sexsygdomme

Kondomet er den bedste beskyttelse mod hiv og en lang række kønssygdomme – og så kan det beskytte mod uønsket graviditet. 

De fleste kondomer er lavet af latex (naturgummi), men der findes også kondomer, der er lavet af kunstige materialer (polyuretan), hvis du er allergisk over for gummi. 

Kondomet er en såkaldt barrierebeskyttelse – ligesom pessarer og slikkelapper. Det vil sige, at de fungerer som en beskyttede hinde, som forhindrer overførsel af virus og bakterier mellem dig og din partner.

Sådan virker det

De fleste kønssygdomme smitter ved kontakt mellem slimhinder – eller kontakt mellem slimhinder og kropsvæsker som f.eks. sæd og blod. Der sidder slimhinder mange steder på kroppen f.eks. på pikken, i røven, i skeden og i munden.  

Bruger du kondom, forhindrer det kontakten mellem dine og dine partneres slimhinder og kropsvæsker, og på den måde beskytter kondomet mod sexsygdomme, der overføres gennem slimhinder eller kropsvæsker.

Der findes også sexsygdomme som f.eks. kondylomer (HPV), der smitter via hudkontakt. Dem beskytter kondomet kun imod, der hvor kondomet dækker din hud. 

Sådan vælger du komdom

Man kan få kondomer i alle tænkelige farver, med riller, dupper, med smag og endda selvlysende. Du kan også få kondomer med bedøvende creme, der siges at hjælpe, hvis du får udløsning for hurtigt. På samme måde findes der kondomer med varmende creme, der skal gøre det nemmere at komme.

I forhold til sikkerheden, er der ikke forskel på, om du vælger det ene eller det andet kondom – det vigtigste er i virkeligheden, at kondomet passer til tykkelsen på pikken. 

Farverne, rillerne, smagene og de forskellige faconer kan være med til at det sjovere eller mere behageligt at dyrke sex med kondom. Her kan det være en god ide at prøve lidt forskellige, så I finder det kondom, der passer til jer.

Størrelsen er vigtig

Hvis det kondom, som du bruger er for lille, føles det ikke rart. Det kan stramme om din pik og nogen mænd har svært ved at holde rejsningen, hvis kondomet strammer for meget. Derudover er der større chance for at kondomet springer, eller at du vælger det fra, fordi det ikke er behageligt. 

Omvendt, hvis kondomet er for stort, kan det glide af under sex, eller der kan løbe sperm eller præsperm ud omkring pikkens rod, fordi det ikke slutter tæt. Der er også større risiko for, at kondomet springer, da det ofte bliver ’gnubbet rundt,’ og der derved skabes friktion. 

Det er meningen, at kondomet skal passe perfekt til dig. Så prøv forskellige typer og størrelser, hav det sjovt med det, og hjælp eventuelt dine partnere med at finde det bedste kondom til dem.

Sådan finder du din størrelse

Firmaerne, som producerer kondomer, er nogle gange lidt kreative, når de skal give kondomerne navne. Så du kan ikke altid regne med, at et kondom er større, selvom det hedder x-large eller xx-large.

Du kan se størrelsen på kondomet bag på pakken – eller i webshoppens varebeskrivelse. Når du skal finde din størrelse, skal du måle med et målebånd rundt om pikken, mens den er stiv. Vi har lavet en lille guide, så du kan se, hvordan du gør.

.

Brug den rigtige glidecreme

Den rigtige glidecreme kan være med til at nedsætte risikoen for hiv eller andre sexsygdomme, hvis du har analsex, eller din partner har tørhed i skeden. 

Glidecremen beskytter slimhinden, så den ikke så let brister, og samtidig gør glidecremen, at kondomet ikke så let går i stykker.

Vælg en vandbaseret eller en silikonebaseret glidecreme. Du kan også bruge en såkaldt hybridglidecreme, som er en blanding af de to andre.

Brug ikke vaseline, almindelig creme eller oliebaseret glidecreme sammen med kondomer. Olieholdige cremer opløser nemlig det gummi, kondomet er lavet af, så det går i stykker. Hvis du har sex, hvor der indgår oliebaseret glidecreme, kan du i stedet vælge et latexfrit kondom.